Fængslet kurdisk leder opgiver politik efter tyrkisk valg

1. JUN 2023 • 18:52UDLAND

Selahattin Demirtas, der er fængslet for at fornærme Erdogan, fortsætter kampen fra fængslet, siger han.

Den fængslede kurdiske leder Selahattin Demirtas trækker sig fra det politiske liv i Tyrkiet.

Det meddeler han torsdag, efter at hans prokurdiske parti, Folkets Demokratiske Parti (HDP), fik et dårligere resultat end ventet ved valget i maj.

- Jeg undskylder oprigtigt over for vort folk for ikke at være i stand til at føre en politik, der er dem værdig, siger den tidligere HDP-leder fra Edirne-fængslet.

Det sker i et interview med nyhedssitet Artigercek.

- Jeg fortsætter kampen og yder modstand fra fængslet som alle mine kammerater. Men jeg trækker mig fra aktiv politik på nuværende tidspunkt.

Demirtas sidder fængslet for at sprede terrorpropaganda og for at fornærme præsidenten.

Selv om han har været fængslet siden 2016, er han en vigtig politisk skikkelse i tyrkisk politik.

Trods fængslingen sender han dagligt beskeder på Twitter til sine over to millioner følgere.

Ved det seneste parlamentsvalg i 2018 fik HDP 11,7 procents opbakning og blev Tyrkiets tredjestørste.

Ved parlamentsvalget i maj stillede partiets kandidater ikke op under HDP's navn, for partiet er ved at blive lukket af Tyrkiets forfatningsdomstol.

I stedet var kandidaterne opstillet for Det Grønne Venstreparti (YSP), som fik 8,8 procent af stemmerne og dermed blev valgets tredjestørste parti.

HDP anbefalede sine vælgere at stemme på Kemal Kilicdaroglu, da han udfordrede præsident Recep Tayyip Erdogan ved præsidentvalget i maj.

Kilicdaroglu fik 48 procent af stemmerne i anden og afgørende valgrunde, mens Erdogan blev genvalgt med 52 procent af stemmerne.

I sin sejrstale afviste Erdogan, at det kan komme på tale at løslade Demirtas, som han betegner som en "terrorist".

Demirtas opstillede fra sin fængselscelle ved præsidentvalget i Tyrkiet i 2018. Han blev treer ved valget med over fire millioner stemmer.

I marts 2020 fik han forlænget sin knap fem år lange fængselsstraf med tre et halvt år. Det fik han for at have fornærmet præsident Erdogan.

Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol har ad flere omgange krævet Demirtas løsladt.

/ritzau/Reuters

MESTE LÆST UDLAND (48 T)

SENESTE RITZAU