EU-Retten ophæver milliardbøde til Google i nederlag for Vestager

18. SEP 2024 • 12:49UDLAND

I 2019 gav EU-Kommissionen en af flere milliardbøder til Google. Den er nu ophævet af EU-Retten.

EU-Retten har onsdag ophævet en bøde til selskabet Google på 1,5 milliarder euro.

Bøden blev givet i 2019 af EU-Kommissionen i en konkurrencesag. De 1,5 milliarder euro svarer til lige over 11 milliarder danske kroner.

Begrundelsen for bøden var, at selskabet havde udnyttet sin dominerende position på annoncemarkedet til at forhindre konkurrenter i at placere annoncer på tredjeparters hjemmeside.

For den afgående danske konkurrencekommissær, Margrethe Vestager, udgør dagens udvikling et nederlag, efter at hun ellers i sidste uge kunne fejre to store sejre i sager mod netop Google og Apple.

Her fik Vestager efter eget udsagn tårer i øjnene, da Kommissionen fik medhold. Men dagens nederlag til Google understreger, at Vestagers kamp mod tech-giganter ikke blot har været præget af succeser.

Centralt i den anklage, som førte til bøden i 2019, stod annonceplatformen AdSense fra Google. Ifølge Kommissionen blev hjemmesider forhindret i at bruge andre platforme end den.

EU-Retten erklærer sig enig i de fleste af EU-Kommissionens vurderinger i sagen, men ophæver alligevel bøden.

Det skyldes, at Kommissionen ikke har inddraget "alle relevante omstændigheder i sin vurdering af længden af de kontraktmæssige klausuler, der blev vurderet som uretfærdige".

Selv om ophævelsen er en sejr for Google, kan den fortsat ankes. Derudover udgør beløbet kun en mindre del af Googles samlede bøder.

Således er AdSense-bøden kun en af tre bøder, som i alt har kostet Google over 60 milliarder kroner.

Bøden blev givet på grund af en klage fra Microsoft.

Google har tidligere forklaret, at selskabet ændrede de målrettede kontrakter i 2016, inden Kommissionen kom med sin beslutning.

EU-Retten, som har ophævet bøden, er en del af den samlede institution EU-Domstolen.

Ophævelsen kan stadig ankes til institutionens højeste instans, der - ligesom hele institutionen - hedder EU-Domstolen.

Kommissionen udtaler ifølge nyhedsbureauet AFP, at den "noterer sig" EU-Rettens ophævelse af bøden. Kommissionen vil "nøje undersøge vurderingen og overveje de mulige næste skridt" i sagen.

/ritzau/Reuters

MESTE LÆST UDLAND (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT