EU når frem til regler for kunstig intelligens

9. DEC 2023 • 01:18UDLAND

Efter maratonforhandlinger er EU-landene og EU's lovgivere nået frem til regler for kunstig intelligens.

EU's medlemslande og EU's lovgivere er sent fredag aften nået frem til en aftale om regler for kunstig intelligens (AI).

Det skriver Thierry Breton, EU's kommissær med ansvar for det indre marked, på det sociale medie X.

Aftalen har navnet AI Act.

- Historisk! EU bliver det allerførste kontinent til at lave klare regler for brugen af kunstig intelligens, skriver Breton på X.

- AI Act er meget mere end en regelbog - det er en affyringsrampe for startups i EU og forskere for at føre i det globale kapløb om kunstig intelligens.

Brando Benifei, der er en ud af EU-Parlamentets to hovedforhandlere på emnet, skriver også på X, at der er en indgået en aftale.

Aftalen kommer efter næsten 15 timers forhandlinger fredag oven på en næsten 24 timer lang forhandling dagen forinden.

Lovgivningen har været undervejs siden 2021.

Der var ingen deadline for forhandlingerne, men mange EU-politikere var opsatte på at nå frem til en aftale inden årsskiftet.

Loven skal stadig godkendes formelt af EU's medlemslande, men fredagens politiske aftale ses som den sidste store forhindring.

En af de store snublesten i forhold til aftalen var, hvordan man regulerer chatbotter som ChatGPT.

Nogle medlemslande har udtrykt frygt for, at for meget regulering vil skade væksten for europæiske AI-selskaber som franske Mistral AI eller tyske Aleph Alpha.

Aftalen indeholder en tilgang på to niveauer. Der er krav til transparens for alle AI-modeller til generelle formål og strengere krav til stærkere AI-modeller.

Et andet stridspunkt var biometrisk overvågning, der med andre ord kan beskrives som ansigtsgenkendelse gennem data fra kameraer i det offentlige rum.

Regeringer har ønsket, at der var nogle undtagelser for politiet og national sikkerhed.

Aftalen indeholder et forbud mod ansigtsgenkendelse i realtid, men der er nogle undtagelser.

EU kommer til at kunne overvåge og sanktionere dem, der bryder loven, gennem et nyt organ ved navn EU's Kontor for Kunstig Intelligens, der kommer til at hænge sammen med EU-Kommissionen.

/ritzau/Reuters

MESTE LÆST UDLAND (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT