EU-ledere skal informeres om Israels overholdelse af aftale
Kaja Kallas vil næste uge præsentere en undersøgelse om, hvorvidt Israel overholder associeringsaftale med EU.
Næste uge vil EU's udenrigschef, Kaja Kallas, præsentere resultaterne af undersøgelsen om, hvorvidt Israel overtræder sin del af den såkaldte associeringsaftale med EU, for de europæiske udenrigsministre.Hun har også tænkt sig at præsentere resultaterne for de europæiske statsledere, når de mødes i Bruxelles til EU-topmøde i næste uge.
Det oplyser Kallas i en tale for EU-Parlamentet i Strasbourg.
Derudover siger hun, at flere sanktioner mod israelske bosættere og organisationer og enheder, som støtter dem, kan være på vej.
- Vi har allerede sanktioneret imod ni individer og fem enheder, som er ansvarlige for alvorlige menneskerettighedskrænkelser mod palæstinensere.
- Der er igangværende diskussioner om flere sanktioner mod ekstremistiske bosættere og imod enheder og organisationer, som støtter dem, siger Kallas.
Det er mere specifikt artikel to af associeringsaftalen, som man nu er i gang med at undersøge.
Den handler om, at begge aftalens parter er forpligtet til at overholde menneskerettigheder.
Associeringsaftalen fremmer handel mellem de to parter.
- Da undersøgelsen startede, var Gazas adgang til humanitær bistand blevet blokeret i 11 uger, siger Kallas.
Undersøgelsen sker på bagkant af, at et flertal af EU's udenrigsministre tidligere har ønsket en revurdering af aftalen.
Kritikken har lydt, at Israel blokerer for, at humanitær bistand kan komme ind i Gaza.
Kaja Kallas understreger, at det er op til medlemslandene at beslutte, hvad det næste skridt skal være.
- Vi bevæger os som en union, siger hun.
Ifølge EU's udenrigschef har EU tre muligheder for at presse Israel.
Det ene er associeringsaftalen, det andet er at udvide sanktioner, og det tredje er fortsat at sende nødhjælp til Gaza.
- Jeg har sagt det her mange gange før - også til min israelske modpart: Svaret på truslen om, at nødhjælp bliver brugt som våben, er ikke at blokere for nødhjælpen.
- I stedet skal regionen oversvømmes med så meget nødhjælp, at det ikke kan misbruges, siger Kallas.
I sin afsluttende tale kritiserer Kallas medlemslandenes regeringer.
- Hvis det var mig helt personligt, ville jeg træffe de her beslutninger. Men det er ikke op til mig, jeg repræsenterer 27 medlemslande, og det er den frustration, jeg arbejder med, siger hun.
Kaja Kallas opfordrer EU-parlamentarikerne til at presse deres egne regeringer til at ombestemme sig med henblik på sanktioner.
- Når jeg hører, at 50 mennesker er døde i køen til at få mel, så er det smertefuldt, og så spørger jeg selvfølgelig mig selv, hvad kan vi gøre, siger hun.
- Men sanktioner kræver enstemmighed, og vi har ikke 27 medlemslande med om bord. Det er realiteten, siger Kaja Kallas.
/ritzau/