EU-lande er enige om aftale for flygtninge og migranter

8. JUN 2023 • 21:15UDLAND

EU-landene er efter langvarige forhandlinger blevet enige om centrale dele af migrationspagten.

EU-landene er torsdag blevet enige om to helt centrale dele af en kommende fælles EU asylpolitik. Det siger Sveriges migrationsminister, Maria Malmer Stenergard, efter et langvarigt ministermøde i Luxembourg.

Dermed kan forhandlingerne med EU-Parlamentet begynde.

- Jeg havde ærligt talt ikke troet, at denne dag ville komme.

- Vi sender et stærkt signal, når vi forener os og tager beslutninger, som ikke er lette. Det ved jeg. Men de er nødvendige, siger Maria Malmer Stenergard.

Den ene af de to forordninger - asylprocedureforordningen - handler om at oprette en strømlinet, hurtigere asylbehandling. Den skal bruges til hurtigere at kunne afvise asylansøgere, der kommer fra lande, hvorfra asylansøgere som oftest får afslag.

Den anden forordning handler blandt andet om at sikre en mere ligelig fordeling af asylansøgerne mellem EU-landene. Konkret vil der blive tale om en solidaritetsmekanisme. Den kan iværksættes, når et land er under stærkt pres fra migration. I så fald vil de resterende lande være forpligtet til at hjælpe.

Aftalen kommer efter flere års stilstand og svære forhandlinger om en ny migrationspagt. Den er i Bruxelles længe blevet set som det endegyldige svar på de migrationsspørgsmål, som har ført til tab af menneskeliv i Middelhavet, sociale spændinger i EU-landene og store politiske forandringer i Europa.

EU-Kommissær for indre anliggender, Ylva Johansson, kalder aftale for "afgørende nyt". Og hun ser frem til det videre arbejde for at få aftalen omsat til lov.

- Jeg ser frem til at begynde forhandlinger allerede næste uge. Der ligger stadig meget arbejde forude i forsøget på at få en fælles migrationspolitik på plads, som kan virke på lang sigt, skriver Ylva Johansson på Twitter.

Spørgsmålet er nu, om aftalen vil holde hele vejen til den bliver omsat til lovgivning. Nogle EU-lande - heriblandt Danmark - har været bekymrede for, at en fælles omfordeling af asylansøgere i værste fald ville kunne føre til et øge pres på Europa.

Sverige har dog arbejdet på et nå frem til et kompromis, som kunne samle kvalificeret flertal blandt EU-landene. Det lykkedes torsdag aften efter flere afstemninger.

Kun Polen og Ungarn stemte i mod. Bulgarien, Slovakiet, Litauen og Malta undlod at stemme.

Dermed er sagen dog ikke slut. På mødet fastslår Polen, at det hidtil har været op til stats- og regeringslederne på EU-topmøderne at træffe beslutninger om migration og revision af Dublin-reglerne.

- Det princip har vi underkendt i dag. Så det vil vi tage op på EU-topmødet, siger den polske minister.

Det næste EU-topmøde foregår i Bruxelles i slutningen af juni.

/ritzau/

MESTE LÆST UDLAND (48 T)

SENESTE RITZAU