EU indleder undersøgelse af Elon Musks Grok for brud på GDPR
Elon Musks chatbot, Grok, er kommet i modvind for at generere overgrebsmateriale med børn og kvinder.
Irlands vagthund for databeskyttelse, DPC, der handler på vegne af EU, indledte tirsdag en undersøgelse af det sociale medie X vedrørende chatbotten Groks generering af seksualiserede deepfake-billeder.Det skriver DPC i en udtalelse.
X er ejet af rigmanden Elon Musk.
Undersøgelsen skal klarlægge, om der er sket brud på EU's generelle databeskyttelsesforordning (GDPR), fremgår det af udtalelsen.
Den vil undersøge "den påståede skabelse og offentliggørelse af potentielt skadelige, ikke-samtykkende intime eller seksualiserede billeder, der involverer europæere, heriblandt børn, på X", genereret ved hjælp af værktøjet.
- Formålet med undersøgelsen er at afgøre, om X har overholdt sine forpligtelser i henhold til GDPR med hensyn til de personoplysninger, der behandles om registrerede personer i EU eller EØS, lyder det fra DPC.
Det europæiske hovedkontor tilhørende X ligger i Irland. Derfor er det irske DPC, der forestår undersøgelsen.
I slutningen af januar oplyste EU-Kommissionen, at det indledte en formel undersøgelse mod X i henhold til loven om digitale tjenester (DSA). Den undersøgelse drejer sig også om Grok.
Ifølge DSA er X forpligtet til at mindske risikoen for spredning af ulovligt indhold.
DPC's vicekommissær, Graham Doyle, siger, at myndigheden har været i dialog med X, "siden medierapporter for første ang dukkede op for et par uger siden om X-brugeres påståede evne til at få Grok-kontoen på X til at generere seksualiserede billeder af rigtige mennesker, herunder børn".
Det internationale pres for at begrænse Grok er vokset, og som reaktion på det annoncerede nogle lande i januar, at de ville iværksætte undersøgelser af Grok, øge regulering af den eller helt blokere for den.
Malaysia og Indonesien blokerede som de første lande i verden for adgangen til den.
X forsvarede sig i sidste måned med, at det har begrænset Groks billedgenering og -redigering til betalende abonnenter.
/ritzau/
