EU-formand vil have Ungarn til at ophæve pride-forbud

25. JUN 2025 • 23:10UDLAND

Deltagerne ved pride i Budapest skal ikke frygte for sanktioner fra politiet, mener Ursula von der Leyen.

Ungarn bør ophæve et forbud fra politiet mod afholdelsen af en pridemarch i hovedstaden Budapest på lørdag.

Sådan lyder meldingen fra EU-Kommissionens formand, Ursula von der Leyen, onsdag aften i et opslag på det sociale medie X.

- Jeg opfordrer ungarske myndigheder til at tillade, at Budapest Pride kan finde sted, skriver hun.

- Hverken arrangører eller deltagere skal frygte kriminelle eller administrative sanktioner, lyder det videre.

Arrangøren af weekendens pride, hvor titusindvis ventes at deltage, er Ungarns LGBTQ-samfund.

Politiet nedlagde for en uge siden forbud mod pridemarchen.

Det skete, efter at Ungarns parlament i marts vedtog en lov, der giver politiet grundlag for at forbyde LGBTQ-optog. Formålet med loven var at beskytte børn.

Budapests liberale borgmester, Gergely Karácson, har tidligere udtalt, at Budapest trods forbuddet fra politiet agter at afholde prideparaden.

- I denne by er der ingen første- eller andenrangsborgere. I denne by ved vi, at kun sammen kan vi være frie, sagde Karácson.

Han mener ikke, at lovgivningen gælder arrangementer, som er organiseret af bystyret.

- Budapest rådhus vil arrangere Budapest Pride-march 28. juni som et byarrangement. Punktum, skrev Karácson for nylig på Facebook.

Flere medlemmer af EU-Parlamentet har ifølge AFP annonceret, at de vil deltage i pridemarchen. Per Clausen (EL) har på X oplyst, at han vil være til stede i Budapest.

Ungarn har ifølge AFP i et brev advaret dem om at deltage og henvist til, at der er tale om en ulovlig forsamling.

Premierminister Viktor Orbans nationalkonservative parti, Fidesz, sidder på et stort flertal af pladserne i parlamentet.

Orbans regering fører en restriktiv kurs over for LGBTQ-samfundet, og allerede i februar sagde premierminister, at arrangørerne bag Budapest Pride ikke skulle gøre sig den ulejlighed at arrangere pridemarchen i år.

Ud over at forbyde LGBTQ-optog har politiet med den nye lovgivning fået lov til at bruge ansigtsgenkendelse for at identificere personer, der deltager i prideparader.

/ritzau/

MESTE LÆST UDLAND (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT