EU-Kommissionen får grønt lys til dronemur og køreplan for forsvar

1. OKT 2025 • 21:45UDLAND

EU-landenes ledere nikker i København til dronemur og styrket bevogtning af den østlige flanke.

EU-Kommissionen har fået grønt lys til at arbejde videre med dronemur og køreplan for oprustning på uformelt EU-topmøde i København.

Det siger EU's præsident, António Costa, på et pressemøde efter topmødet i København onsdag aften.

- De europæiske borgere er i stigende grad bekymrede for Ruslands hensynsløse adfærd. Polen, Estland og Danmark har vores fulde støtte.

- Vi vil stå sammen om at forsvare os, hvad enten truslen er konventionel, hybrid eller består af cyberangreb, siger Costa.

Diskussionen om forsvar skulle kun have varet to timer på topmødet, men den endte med at tage det dobbelte, mens EU-landenes ledere på skift tog ordet.

Efter de seneste ugers krænkelser af luftrummet over Polen, Rumænien, Estland og Danmark var stemningen alvorlig.

Fra at handle om Ukraines krig mod Rusland gik talen fra blandt andre statsminister Mette Frederiksen (S), Frankrigs præsident, Emmanuel Macron, og EU-kommissionsformand Ursula von der Leyen nu bredere på, at Rusland tester Europas beslutsomhed.

- Rusland truer os. De tester os. Og de vil ikke stoppe, siger Mette Frederiksen.

Hun fastslår, at EU-landene står samlet om at bygge et "økosystem" for droner, som kan sikre hurtig udvikling og opdatering af droner, der kan opdage og uskadeliggøre droner.

- Vi skal bygge et Europa, der er så stærkt, at krig ikke er en mulighed. Det er vores opgave ikke bare i de kommende uger og måneder, men desværre også år, siger statsministeren.

Flere EU-landes ledere bredte truslen ud fra kun at handle om Ukraine til at handle om Europa. Det blev afspejlet i diskussionerne, siger EU's præsident.

- Europas grænser er kun sikre, hvis vi tager en 360 graders tilgang til beskyttelsen af Europa, siger António Costa.

På topmødet samlede EU-landene sig som ventet om et konceptpapir fra EU-Kommissionen, som skal skabe rammen om oprustningen af Europa frem mod 2030.

Dokumentet lægger blandt andet op til, at de indledende flagskibsinitiativer - ud over dronemuren - skal være Eastern Flank Watch, Air Defence Shield og Defence Space Shield.

Tilsammen skal de styrke sikkerheden på EU's østlige flanke samt i luftrummet og i rummet.

- EU-lederne støttede bredt flagskibsprogrammerne, inklusive en dronemur og Eastern Flank Watch. Det er et vigtig skridt på vejen mod, at EU skal være forsvarsparat i 2030, siger António Costa.

Målet er nu, at konceptpapiret skal omsættes i en konkret køreplan med udpegning af bestemte forsvarsprojekter, ansvarsfordeling og datoer for levering.

Den køreplan vil EU-Kommissionen fremlægge om to uger, så den kan vedtages på det formelle EU-topmøde i Bruxelles den 23. og 24. oktober.

/ritzau/

MESTE LÆST UDLAND (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT