En person er død efter helikopterulykke i Norge

29. FEB 2024 • 01:29UDLAND

Seks personer lå i vandet i 50 minutter, inden de blev reddet op. En af dem er afgået ved døden.

En person er død efter en helikopterulykke ud for den norske kyst onsdag aften.

Det oplyser norsk politi ifølge nyhedsbureauet NTB.

En person er desuden kommet let til skade og fire andre har ifølge politiet fået "varierede" skader.

Politiet fik klokken 20.11 en anmeldelse om et formodet helikopterstyrt i havet vest for Sotra, som er en ø vest for Bergen.

Ved 21-tiden blev fem personer meldt bjærget, og kort efter kom meldingen om, at også den sidste person var hevet op af vandet.

Helikopteren var på en træningsopgave, da ulykken skete omkring klokken 19.40 onsdag.

Universitetshospitalet Haukeland i Bergen har øget beredskabet. Det er her, de seks personer flyves til.

Selskabet Bristow Norge har over for Stavanger Aftenblad bekræftet, at den forulykkede helikopter tilhører selskabet.

De nærmere omstændigheder omkring styrtet er fortsat uklare.

Et skib fra den norske kystvagt deltog i eftersøgningen. Også mindst en redningshelikopter har været med til at deltage i aktionen.

Ståle Jamtli, som er redningsleder i HRS, fortæller til det norske medie VG, at personerne tilbragte omkring 50 minutter i vandet, inden de blev reddet.

- Vi så ikke nogen helikopter i vandet, siger Ståle Jamtli.

Ståle Jamtli siger, at hans mandskab blev varslet om hændelsen, da helikopterens sender holdt op med at fungere.

HRS kunne dog se helikopterens sidst kendte position og fandt hurtigt frem til ulykkesstedet.

Ifølge Bristow Norge var der tale om en helikopter, som var på eftersøgnings- og redningstræning.

/ritzau/NTB

MESTE LÆST UDLAND (48 T)

SENESTE RITZAU