Ekspremierministers konservative står til valgsejr i Bulgarien

2. OKT 2022 • 19:24UDLAND

Bojko Borisovs parti står til at blive størst i Bulgarien. Svære snakke om at danne regering venter.

Det ser ved det bulgarske valg godt ud for den tidligere premierminister Bojko Borisovs parti, Gerb.

Hans konservative parti står i de første valgstedsmålinger til at få omkring 25 procent af stemmerne og blive størst.

Næststørst bliver Kiril Petkovs centrum-liberale parti med omkring 19 procent af stemmerne. Han betegnes som Borisovs største rival.

Selv om Borisovs parti bliver størst, er vurderingen, at han får svært ved at danne en koalitionsregering.

Svære snakke venter forude i landet, som har været præget af politisk ustabilitet siden starten af 2021.

Her tabte den mangeårige premierminister, Bojko Borisov, og hans konservative parti magten. Det skete efter massive demonstrationer mod korruption.

Det er fjerde gang siden april 2021, at landets indbyggere har skullet til stemmeurnerne.

Den 63-årige Bojko Borisov har gået til valg med sloganet "Stærkere end kaos".

Han har især ført valgkamp på sin erfaring - hvad han i øvrigt mener, at hans konkurrenter mangler.

Det gælder ifølge Borisov især den 42-årige centrumliberale leder Kiril Petkov. Han er tidligere iværksætter og student fra Harvard University i USA.

Helt regeringsgrøn er Petkov og hans parti, Vi Fortsætter Forandringen, dog ikke.

Han blev premierminister i december 2021, men blev i juni væltet ved en tillidsafstemning i landets parlament efter kun et halvt år på posten. Dermed måtte hans vakkelvorne firepartiregering gå af.

Energikrisen har sammen med en opblomstring af prorussiske partier domineret valgkampen i EU's fattigste land.

Bulgarien har både tætte historiske og kulturelle bånd til Rusland. Derfor har krigen skabt splittelse blandt bulgarerne.

Kiril Petkov står svagt blandt de prorussiske bulgarere. Det skyldes udvisningen af 70 russiske diplomater og en strid over gasforsyningen med Gazprom.

Bojko Borisov er derimod kendt for at balancere en delikat balance mellem EU på den ene side og Rusland og Tyrkiet på den anden.

/ritzau/

MESTE LÆST UDLAND (48 T)

SENESTE RITZAU