Eks-premierminister skaber uro i Pakistan

18. MAR 2023 • 10:50UDLAND

Den omstridte 70-årige Imran Khan har skabt tiltagende politiske spændinger mange steder i Pakistan.

Politi i Pakistan trængte lørdag ind i den tidligere premierminister Imran Khans ejendom i storbyen Lahore, mens han selv blev fremstillet i retten i hovedstaden Islamabad.

Den omstridte 70-årige politiker, som er tidligere cricket-stjerne, har længe været i centrum for uroligheder og tiltagende politiske spændinger forskellige steder i landet.

Khan blev afsat som premierminister af parlamentet for snart et år siden efter et mistillidsvotum. Han har ikke tilladelse til at bestride en politisk post efter et valg.

Politiet forsøgte uden held at anholde ham tirsdag, men efter intense sammenstød med hans tilhængere og partifæller blev det opgivet.

Han har meddelt, at han har nedsat en komité, som skal lede hans parti, hvis han bliver fængslet.

- Jeg har nedsat en komité, som skal træffe beslutningerne, hvis jeg sidder fængslet, sagde han i sit hjem i Lahore, inden han tidligt lørdag skulle til Islamabad for at blive fremstillet for en dommer.

Han sagde, at der rejst 94 sager mod ham. Flere af dem vedrører illegale salg af gaver, som han modtog fra udlandet som premierminister.

Khan skriver i et tweet lørdag, at hans kone er i deres hjem i Lahore.

Khan blev skudt og såret i benet, da han førte kampagne i november, og han siger, at truslerne mod hans liv ikke bliver taget alvorligt nok af myndighederne.

Khan har beskyldt premierminister Shehbaz Sharif for at stå bag attentatforsøget mod ham. Sharif og regeringen har afvist disse beskyldninger.

/ritzau/Reuters

MESTE LÆST UDLAND (48 T)

SENESTE RITZAU