Efterforskning af fransk ekspræsident spreder sig til førstedame

10. JUL 2024 • 01:07UDLAND

Carla Bruni-Sarkozy, ekspræsident Nicolas Sarkozys kone, anklages for at have tilbageholdt bevismateriale.

Den tidligere franske førstedame Carla Bruni-Sarkozy er tirsdag blevet anklaget i forbindelse med en efterforskning af finansieringen af sin mand ekspræsident Nicolas Sarkozys valgkampagne i 2007.

Det oplyser en unavngiven kilde i det franske retsvæsen til nyhedsbureauet AFP.

56-årige Bruni-Sarkozy, der er sangerinde, anklages for at have tilbageholdt bevismateriale.

Hun anklages også for at have haft tilknytning til lovovertrædere med henblik på at begå kriminalitet. Det er uklart, hvad en sådan anklage dækker over.

Ifølge kilden er Bruni-Sarkozy under myndighedernes kontrol, og hun må ikke kontakte nogen af de andre anklagede - med undtagelse af sin mand. Det er uklart, i hvilken forstand hun er i myndighedernes kontrol.

Konkret mistænker myndighederne blandt andet Bruni-Sarkozy for at have manipuleret vidner og for at have været involveret i et forsøg på at bestikke en libanesisk dommer.

Selv blev 69-årige Sarkozy i oktober sidste år anklaget for at have manipuleret med vidner i sagen, der drejer sig om, hvorvidt den tidligere præsident modtog penge fra den nu afdøde libyske leder Muammar Gaddafi til brug i sin valgkamp.

Sarkozy var præsident i Frankrig mellem 2007 og 2012 for partiet UMP, som ekspræsident Jacques Chirac stiftede i 2002.

Sarkozy var senere medlem af partiet Republikanerne, som han selv var med til at stifte i 2015 efter opløsningen af UMP.

Republikanerne fik 48 pladser i Nationalforsamlingen ved det netop overståede franske valg.

Retssagen, hvor Sarkozy er anklaget, begynder efter planen i 2025.

I sagen har den fransklibanesiske forretningsmand Ziad Takieddine flere gange hævdet, at han i 2006 og 2007 leverede op mod fem millioner euro - cirka 37 millioner kroner - i kontanter fra Gaddafi til Sarkozy.

Takieddine tilbagetrak dog sine udtalelser i 2020, hvilket skabte mistanke om, at Sarkozy og hans allierede muligvis havde betalt ham for at ændre mening.

/ritzau/AFP

MESTE LÆST UDLAND (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT