Efterforsker i Hunter Biden-sag blev truet med indespærring

14. JUN 2024 • 02:19UDLAND

FBI-agent, der var med til at efterforske Hunter Biden, blev truet med indespærring af mand fra Texas.

En 43-årig mand er i den amerikanske delstat Texas blevet anklaget for at have truet med at indespærre eller "slagte" en agent fra FBI.

Det oplyser den lokale anklagemyndighed torsdag.

Truslerne blev fremsat mod en FBI-agent, der var ansvarlig for at undersøge en computer tilhørende Hunter Biden, præsident Joe Bidens søn.

Den anklagede ringede 11. juni til den pågældende agent, som hurtigt lagde røret på.

Kort efter ringede manden igen til agenten for at lægge en besked. Det var i beskeden, at han fremsatte truslerne.

Hunter Biden blev 11. juni fundet skyldig i at have løjet om sit stofmisbrug for at kunne købe et våben.

Ifølge anklagemyndigheden beskyldte den 43-årig FBI-agenten for at have dækket over Hunter Bidens påståede forbrydelser.

Flere republikanske politikere har anklaget Hunter Biden for sammen med sin far at have tjent penge på de politiske beslutninger, Joe Biden som vicepræsident førte ud i livet med præsident Barack Obama mellem 2009 og 2017. Det er der ikke fundet beviser for, og begge har afvist anklagerne.

Den 43-årige mand sagde yderligere, at hvis ekspræsident Donald Trump bliver genvalgt ved det kommende præsidentvalg, ville FBI-agenten blive indespærret.

- Du kan også stjæle en ny valgsejr, men så finder vi vores våben frem og finder jer og slagter jer som de forræderiske hunde, I er, lød det på beskeden.

Trump og mange af hans tilhængere hævder, at han på uretmæssig vis tabte valget til Joe Biden i 2020. Det er der ikke fundet nogen beviser for.

54-årige Hunter Biden er som søn af præsidenten en kendt person i USA, men han har haft et liv præget af skandaler og tragedier.

Som treårig var han med i en trafikulykke. Han og hans storebror, Beau, blev kvæstet. Hans mor og søster blev dræbt.

Senere har hans liv været præget af alkohol- og stofmisbrug og perioder på afvænning.

/ritzau/Reuters

MESTE LÆST UDLAND (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT