Ed Sheeran afviser at stå bag fyring af rapper fra turné
Rapperen Macklemore er pillet af plakaten på Ed Sheerans turné. Men det var promotorens beslutning, lyder det.
Det var ikke Ed Sheerans beslutning, at rapperen Macklemore skulle fjernes som opvarmning på Sheerans turné.Den beslutning traf turnéens promotor.
Det skriver den britiske sanger i et længere opslag på det sociale medie Instagram.
Det er også promotoren, som Macklemore har kontrakt med, lyder det.
Ed Sheeran skriver, at han ikke vil skuffe fans eller svigte de musikere og andre, som er afhængige af ham for at skaffe sig arbejde.
Macklemore - med det borgerlige navn Benjamin Haggerty - fortalte mandag, at han ikke skulle spille de resterende otte koncerter på turnéen.
Det skyldes ifølge rapperen, at han under en koncert udtrykte støtte til palæstinenserne i Gaza. Han nåede at være opvarmning til to koncerter.
Ifølge Macklemore var Ed Sheeran blevet kontaktet af forretningsmanden Robert Kraft, der er formand og direktør for Kraft Group, som driver Gillette Stadium uden for storbyen Boston.
- Ed fortalte mig, at Kraft havde sagt, at jeg ikke ville få lov til at optræde på hans stadion.
- Ed sagde også, at Kraft havde fået flere stadionejere til at gå sammen og give ham et ultimatum: Hvis Macklemore fortsætter på turnéen, får du ikke lov til at spille på koncertsteder, skrev Macklemore.
Ifølge Ed Sheeran har han i den forgangne uge forsøgt at finde en løsning på uenighederne men uden held.
Den britiske musiker skriver, at han har respekt for Macklemore, men at han ikke ønsker at bruge sin professionelle platform politisk.
- Hvis vi kun fokuserer på hvem, der råber højest, vil ingenting nogensinde ændre sig. Der er forskellige tilgange til at være en fortaler for forandring, lyder det.
Den britiske musiker skriver, at han er forfærdet over konflikten mellem Israel og palæstinenserne.
Han skriver videre, at han har sine egne personlige holdninger, selv om han ikke taler om dem offentligt.
35-årige Ed Sheeran står bag sange som "Photograph", "Shape of You" og "Shivers".
Han spillede senest koncert i Danmark sidste år, hvor han gæstede Øresundsparken i København fire dage i streg.
RITZAU
