Donald Trump vil sænke skatten for lønmodtagere og selskaber

15. JUN 2024 • 06:28UDLAND

Donald Trump siger, at han vil gennemføre skattelettelser, hvis han bliver valgt som præsident igen.

Der er skattelettelser på vej til amerikanske lønmodtagere og selskaber, hvis Donald Trump igen bliver valgt som amerikansk præsident.

Sådan lyder det i hvert fald fra manden selv, som på sin 78-års-fødselsdag talte til sine tilhængere i West Palm Beach i delstaten Florida.

Donald Trump var amerikansk præsident mellem 2017 og 2021. I sit embede sænkede han blandt andet den føderale selskabsskat fra 35 procent til 21 procent.

Ændringen var midlertidig og står til at udløbe næste år.

- Jeg vil gerne gøre dem permanente, og så vil jeg gerne sænke skatten endnu mere, siger Trump.

Ekspræsidenten har ikke nævnt, hvordan han vil finansiere skattelettelserne.

- Jeg vil have den (skatten, red.) længere ned, særligt for folk med mellemindkomst.

Der er amerikansk præsidentvalg 5. november. Trump er ikke formelt blevet udnævnt som Republikanernes kandidat, men det ventes at ske på partiets kongres i midten af juli.

Donald Trump satte desuden fokus på en nylig sag, hvor otte personer fra Tadsjikistan er blevet anholdt i lufthavne i Los Angeles, Philadelphia og New York.

Flere medier har berettet om, at de anholdte tadsjikere har forbindelse til Islamisk Stat, en væbnet shiamuslimsk bevægelse, som primært er til stede i Irak og Syrien.

De amerikanske grænsemyndigheder oplyste, at man havde anholdt de otte personer i samarbejde med USA's forbundspoliti FBI's specialenhed for antiterrorisme.

De otte er sigtet i forbindelse med deres ankomst til USA, men ingen af myndighederne har bekræftet, at de skulle have forbindelser til Islamisk Stat.

- Vores land har aldrig været i fare, som det er det lige nu, siger Trump.

- Vores land kommer til at betale dyrt for det i mange, mange år.

/ritzau/Reuters

MESTE LÆST UDLAND (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT