Dommer vil lade nyhedsbureau vende tilbage til Det Hvide Hus
Mens en retssag udspiller sig, skal nyhedsbureauet AP have adgang til Det Hvide Hus, bestemmer dommer.
En amerikansk dommer har tirsdag beordret Det Hvide Hus i USA til at ophæve adgangsbegrænsninger, som det har pålagt nyhedsbureauet Associated Press (AP).AP's adgang blev begrænset, fordi nyhedsbureauet henviser til en bugt mellem USA og Mexico som Den Mexicanske Golf.
Den amerikanske præsident, Donald Trump, underskrev i januar et dekret, der pålagde indenrigsministeriet at ændre navnet på den havbugt, der længe var kendt som Den Mexicanske Golf, til Den Amerikanske Golf.
Dommeren, som har taget stilling til spørgsmålet, hedder Trevor McFadden og blev udpeget af Trump under hans første præsidentperiode.
McFadden kræver, at Det Hvide Hus giver AP's journalister adgang til Det Ovale Værelse, Air Force One og begivenheder afholdt i Det Hvide Hus, mens AP's retssag skrider frem.
- Retten fastslår simpelthen, at hvis regeringen åbner sine døre for nogle journalister - det være sig til Det Ovale Værelse, East Room eller andre steder - kan den ikke lukke disse døre for andre journalister på grund af deres synspunkter, lyder det i afgørelsen.
McFadden afviste i februar oprindeligt en anmodning fra AP om at blokere for begrænsningerne. Det fremgår ikke umiddelbart, hvorfor han tirsdag nu har beordret Det Hvide Hus til at ophæve dem.
McFadden understreger, at hans afgørelse ikke vil træde i kraft før søndag, så Trump-administrationen kan få tid til at appellere.
AP har anlagt et søgsmål mod tre embedsmænd i Trump-administrationen. Nyhedsbureauet mener, at det er i strid med den amerikanske forfatning og ytringsfriheden at diktere det sprog, som bruges i medierne.
Ved en høring 27. marts sagde AP's cheffotograf i Washington D.C., Evan Vucci, at begrænsningen har svækket AP's dækning af Trump.
- Vi er stort set sat ud af spillet, når det gælder store historier, sagde han.
AP's chefkorrespondent i Det Hvide Hus, Zeke Miller, sagde, at han har bemærket "en opblødning i tonen og tonen i de spørgsmål, som nogle journalister stiller præsidenten".
Brian Hudak, der er advokat for Trumps embedsmænd, bestred under høringen, at AP var blevet lukket helt ude og påpegede, at AP's fotografer havde fået lov til at deltage i visse arrangementer i Det Hvide Hus.
Han beskyldte desuden AP for at "nægte at overholde, hvad præsidenten mener, er amerikansk lov".
Begrænsningen af AP's adgang er blevet kritiseret af flere pressefrihedsgrupper og en sammenslutning af korrespondenter i Det Hvide Hus.
/ritzau/Reuters