Dommer varetægtsfængsler Perus ekspræsident i syv dage

8. DEC 2022 • 21:10UDLAND

Den afsatte Pedro Castillo efterforskes for oprør. Hans efterfølger skal forsøge at få krisen under kontrol.

Perus tidligere præsident Pedro Castillo varetægtsfængsles i syv dage, mens han efterforskes for mistanke om "oprør og sammensværgelse".

Det har en dommer i det sydamerikanske land besluttet torsdag, skriver Reuters.

Castillo blev afsat onsdag som følge af en afstemning i Perus parlament. Det skyldtes, at han umiddelbart inden havde forsøgt at opløse parlamentet og meddelt, at han ville regere per dekret.

Fra flere sider beskyldes han for at have forsøgt et statskup. Den anklage kom blandt andet fra præsidenten for Perus forfatningsdomstol.

Det skete få timer inden, at parlamentet skulle stemme om at indlede en rigsretssag mod ham.

I stedet blev Castillo sat i arresten og hans vicepræsident, Dina Boluarte, indsat som hans afløser. Hun skal efter planen sidde på posten i resten af embedsperioden frem til juli 2026.

Boluarte er torsdag kommet under pres for at få den politiske krise under kontrol og skabe ro i landet.

I gaderne demonstrerer tilhængere af Castillo med krav om, at der holdes nyvalg.

- Luk Kongressen den rotterede, stod der på et af deres skilte.

Boluarte har bedt oppositionen om borgfred, mens hun forsøger at danne en ny regering. Den proces kan give et fingerpeg om, hvorvidt hun vil kunne holde i embedet, skriver nyhedsbureauet AFP.

Iagttagere vil holde godt øje med, hvem hun udpeger som sine første ministre. Det kan give et fingerpeg om den opbakning, der er til hende.

Hvis opbakningen mangler, vil hun komme under stigende pres for at træde tilbage og udskrive nyvalg.

Torsdag morgen har peruansk politi ransaget præsidentpaladset og nogle af ministerkontorerne i Lima for at finde beviser til en kommende retssag mod Castillo.

De dramatiske begivenheder er de seneste i en længere række af politiske kriser i Peru.

Med Boluarte har landet nu fået sin sjette præsident siden 2016.

/ritzau/

MESTE LÆST UDLAND (48 T)

SENESTE RITZAU