Dommer hindrer Trump i at bruge gammel krigslov mod bande

16. MAR 2025 • 02:39UDLAND

Donald Trump forsøgte lørdag at anvende lov fra 1798 mod venezuelansk bande, men dommer har bremset ham.

En føderal dommer har lørdag stoppet præsident Donald Trumps administration i at benytte en lov fra 1798 til at deportere medlemmer af en venezuelansk bande fra USA.

Det skriver nyhedsbureauet AP.

Dommeren James E. Boasberg har udstedt ordren, få timer efter at Trump-administrationen meldte ud, at de ville anvende den 227 år gamle lov over for medlemmer af banden.

Planen var at anvende loven lørdag til at flyve fem venezuelanske migranter til fængsler i El Salvador og Honduras.

- Jeg mener ikke, at jeg kan vente længere. Det er mig påkrævet at handle, siger James E. Boasberg under en høring.

Dommeren tilføjer, at de pågældende personer fortsat vil befinde sig i statens varetægt.

- Der skader ikke regeringen, at deres deportation forsinkes en smule, siger han.

Den gamle lov, der hedder Alien Enemies Act of 1798, er historisk blevet brugt i krigstid. Den blev senest anvendt under Anden Verdenskrig. Inden da var loven blevet brugt to gange.

Loven giver USA's præsident et større spillerum og gør det muligt at fremskynde massedeportationer.

Donald Trump meldte lørdag, at han ville tage loven i brug over for medlemmer af den venezuelanske bande Tren de Aragua (TDA).

- I årenes løb har Venezuelas myndigheder afgivet større kontrol over deres territorier til transnationale kriminelle organisationer, blandt andre TDA.

- Resultatet er en hybrid og kriminel stat, der invaderer USA som rovdyr og udgør en stor trussel for USA, lød det fra Donald Trump i en udtalelse.

Tren de Aragua-banden blev dannet i Tocorón-fængslet for omkring 15 år siden i det sydamerikanske land, skriver New York Times.

Banden styrer ifølge avisen fængslet, hvor dens ledere har skabt en miniby med restauranter og en zoologisk have.

I sidste måned udpegede Trump-administrationen Tren de Aragua som en terrororganisation.

/ritzau/

MESTE LÆST UDLAND (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT