Dommer blokerer for forbud mod dragshows i Tennessee

3. JUN 2023 • 19:06UDLAND

En dommer har gjort en midlertidig blokering af et lov om forbud mod dragshows i Tennessee permanent.

En distriktsdommer i USA har blokeret for en lov, der forbyder dragshows i offentligheden i delstaten Tennessee.

Det skriver flere amerikanske medier - heriblandt Rolling Stone og The Telegraph.

Loven blev vedtaget i marts, efter at Tennessees republikanske guvernør, Bill Lee, underskrev den.

Forinden havde et flertal i statens senat stemt for forbuddet.

Loven skulle være trådt i kraft 1. april i år, men det skete aldrig.

Dagen før valgte distriktsdommeren Thomas Parker at blokere for loven midlertidigt.

Dengang lød hans begrundelse, at forbuddet var for "vag og alt for bred" i den måde, som den begrænser ytringsfriheden.

I en 70 sider lang kendelse lød det sen fredag lokaltid fra dommeren, slås den afgørelse fast.

I kendelsen står der blandt andet, at loven er forfatningsstridig. Derudover vurderes det, at den opfordrer til "diskriminerende håndhævelse".

En stor del af debatten i Tennessee har drejet sig om, hvorvidt drag grundlæggende er en seksuelt eksplicit kunstform.

Ifølge Den Danske Ordbog er drag en "kunstform, der ved hjælp af udklædning, attitude og sprogbrug parodierer og udfordrer stereotype forestillinger om køn."

Lovforbuddet mod dragshows har ikke kun været på dagsordenen i Tennessee.

I Florida har guvernør Ron DeSantis, som også er præsidentkandidat, godkendt en lov, der gør det ulovligt for børn at se dragshows.

Imens er det blevet ulovligt for personer i drag at læse bøger for børn på offentlige skoler og biblioteker i Montana.

Flere dragkunstnere og civile grupper har fordømt forbuddene mod dragshows.

De siger blandt andet, at lovene er imod den amerikanske forfatning, og at de kan føre til yderligere chikane og vold mod LGBT+-personer.

/ritzau/

MESTE LÆST UDLAND (48 T)

SENESTE RITZAU

22. JUL 2024 • 21:24INDLAND/KRIMINAL
Telegram annulleret