Dødstal stiger til 19 efter amerikansk modangreb i Syrien

25. MAR 2023 • 10:08UDLAND

Ifølge observatør er 19 personer blevet dræbt i amerikanske luftangreb mod proiranske styrker i Syrien.

Antallet af dræbte efter amerikanske luftangreb på proiranske styrker i det østlige Syrien er steget til 19.

Det oplyser organisationen Syrian Observatory for Human Rights, der overvåger borgerkrigen i Syrien og dens konsekvenser for befolkningen, ifølge nyhedsbureauet Reuters.

Angrebene fandt sted torsdag og blev kommenteret af det amerikanske forsvarsministerium natten til fredag.

Herfra lød det, at angrebene var et modsvar til et droneangreb, der torsdag kostede en amerikansk entreprenør livet og sårede fem amerikanske soldater.

Fredag oplyste Syrian Observatory for Human Rights, at otte personer fra proiranske grupperinger havde mistet livet i angrebet.

Senere fredag understregede præsident Joe Biden, at USA "på kraftfuld vis" vil beskytte sine landsmænd i Syrien.

- Tag ikke fejl: USA søger ikke konflikt med Iran.

- Men vi er klar til at handle på kraftfuld vis for at beskytte vores folk, lød det fra Joe Biden under et besøg i Canada ifølge Reuters.

De amerikanske angreb torsdag var rettet mod militæranlæg, som er under proiranske styrkers kontrol. Styrkerne har ifølge USA forbindelse til Irans revolutionsgarde.

Iran er én af Syriens præsident, Bashar al-Assads, nærmeste allierede. Flere militante grupperinger, der er støttet af Iran, har kæmpet i Syrien under den efterhånden 12 år lange borgerkrig.

Én af grupperingerne er Hizbollah, som har hjemme i Libanon.

De proiranske grupper er til stede i den østlige, sydlige og nordlige del af Syrien samt i forstæder til hovedstaden, Damaskus.

Irans indblanding i den syriske borgerkrig har ofte fået Syriens naboland Israel - som ligger i en årelang strid mod Iran - til at udføre luftangreb rettet mod proiranske styrker og deres militæranlæg i Syrien.

Men amerikanske angreb har hidtil været mere sjældne.

/ritzau/

MESTE LÆST UDLAND (48 T)

SENESTE RITZAU