Dødstal stiger fortsat efter angreb på byggemarked i Kharkiv

26. MAJ 2024 • 12:41UDLAND

Et byggemarked i Kharkiv blev lørdag bombet. Russiske kilder hævder, at det blev brugt som militært lager.

Dødstallet efter et russisk angreb på et byggemarked i Kharkiv lørdag opjusteres søndag formiddag til 12 personer.

Det oplyser den ukrainske indenrigsminister, Ihor Klymenko, på beskedtjenesten Telegram ifølge AFP.

Lørdag var meldingen fra den lokale guvernør, Oleh Synegubov, at mindst seks personer havde mistet livet i angrebet, efter at russiske styrker havde ramt byggemarkedet med to fjernstyrede bomber.

Søndag morgen var meldingen, at der var 11 omkomne.

43 personer er såret efter angrebet, mens 16 personer er savnet, fortæller Ihor Klymenko søndag formiddag.

Det officielle russiske nyhedsbureau Tass citerer kilder i det russiske militær for at sige, at den ukrainske hær havde omdannet byggemarkedet til en kommandopost og lagerhal for militært udstyr.

- Det blev opdaget af vores efterretningstjeneste, siger en kilde.

Derfor blev der sendt raketter mod byggemarkedet, som blev udraderet, hedder det.

Ifølge den ukrainske indenrigsminister brød et område på 13.000 kvadratmeter i brand efter det russiske angreb.

- Det tog mere end 16 timer at slukke branden, skriver Klymenko.

Ifølge Ukraines præsident, Volodymyr Zelenskyj, befandt der sig over 200 mennesker i byggemarkedet, da det blev ramt af bomber.

Han kalder på Telegram angrebet "afskyeligt". Det var et indlysende civilt mål, som russerne ramte, konstaterer han.

- Kun galninge som Putin er i stand til at dræbe og terrorisere et folk på en så uhyrlig måde, konstaterer han.

Zelenskyj appellerede lørdag igen til Vesten om at sende luftværnssystemer, så den ukrainske hær er i stand til at skyde russiske raketter ned, før de gør skade på liv og ejendom.

Kharkiv er Ukraines næststørste by. Byen kommer ofte under angreb fra Rusland, som sender raketter mod byen.

Lørdag blev også et postkontor, en frisør og en café i centrum af byen ramt i angreb, oplyser byens borgmester, Igor Terekhov.

Ifølge Zelenskyj blev lige knap 60 mennesker såret i de angreb, der skete på Kharkiv lørdag.

Rusland har de seneste uger indledt en landoffensiv mod regionen Kharkiv. Men fredag oplyste Ukraine, at det har stoppet den russiske fremrykning og er gået til modangreb.

Ukraine har været presset militært hen over vinteren. Der har været mangel på våben og ammunition fra Europa og USA.

/ritzau/AFP

MESTE LÆST UDLAND (48 T)

SENESTE RITZAU