Dødelig tyfon taber styrke efter at have ramt Vietnam

8. SEP 2024 • 07:00UDLAND

"Yagi" taber styrke og kategoriseres ikke længere som en tyfon. Den nåede dog at slå flere ihjel i Vietnam.

Tyfonen "Yagi" har søndag tabt styrke, efter at den har kostet mindst tre personer livet i Vietnams hovedstad, Hanoi.

Det melder Vietnams meteorologiske institut.

Lørdag aften klokken 19 dansk tid kunne man således nedjustere "Yagi" til nu at være et tropisk lavtryk i stedet for en tyfon.

Der er dog stadig "risiko for oversvømmelser nær små floder og vandløb og jordskred på stejle skråninger mange steder i de nordlige områder med bjerge," lyder det.

Søndag morgen er der dermed faldet mere ro over Hanoi, som har en befolkning på 8,5 millioner mennesker.

Inden nedjusteringen nåede stormen at dræbe tre personer i Hanoi, ligesom den forårsagede oversvømmelser af flere bydele og skader på flere bygninger.

Der ligger også væltede træer flere steder på tværs af hovedstaden.

Byens internationale lufthavn ved navn Noi Bai er ifølge lokalmedier genåbnet, efter at den lukkede søndag morgen.

"Yagi" er den mest kraftfulde storm, Asien har haft i 2024.

På ferieøen Hainan, der er kendt som "Kinas Hawaii", er fire mennesker ifølge de lokale myndigheder døde. Her havde tyfonen vindstød på over 230 kilometer i timen.

På Filippinerne, som var det første land til at blive ramt af tyfonen, lyder det seneste antal dræbte på 20, mens 22 stadig er meldt savnet.

I Vietnam siger regeringen, at "Yagi" ved landets kystlige provinser har skabt bølger på op til fire meter. Her påbegyndes der søndag redningsaktioner for at finde personer, som er meldt savnet og menes at være blevet taget af bølgerne. Det fremgår ikke, hvor mange.

Ved kysterne er der også områder, hvor indbyggerne i længere perioder har været foruden strøm.

Tyfoner dannes i stigende grad tæt på kysten på grund af klimaforandringer.

/ritzau/Reuters

MESTE LÆST UDLAND (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT