Pianist og komponist Abdullah Ibrahims familie siger i en udtalelse, at han døde efter kort tids sygdom.
Den sydafrikanske pianist og komponist Abdullah Ibrahim er mandag død i en alder af 91 år.Det skriver det franske nyhedsbureau AFP.
- Ibrahim gik fredfyldt bort omgivet af familie i Tyskland efter kort tids sygdom, siger familien i en udtalelse.
Hans sidste optræden var i Sydafrika ved Cape Town International Jazz Festival i marts.
Abdullah Ibrahim er særligt kendt for jazzsangen "Mannenberg - Is Where It's Happening" fra 1974, som blev en hymne mod apartheid.
Sangen blev blandt andet spillet til Zohran Mamdanis indsættelse som New Yorks borgmester i år.
Ibrahim, som blev navngivet Adolph Johannes Brand, blev født i Sydafrikas hovedstad, Cape Town, i 1934.
På grund af apartheidstyret i Sydafrika levede han mange år af sit liv i eksil i blandt andet Schweiz og USA.
Han debuterede som 15-årig, og som 24-årig skabte han bandet "the Dollar Tree Trio".
Han fik sit store gennembrud i 1963, da den amerikanske jazzmusiker Duke Ellington kom til en af bandets koncerter i Schweiz.
Her blev Ellington så imponeret, at han tilbød bandet at indspille en plade. Det skete siden i Paris.
I 1968 vendte Ibrahim tilbage til Cape Town, hvor han konverterede til islam og ændrede sit navn til Abdullah Ibrahim.
Sammen med sin hustru og to børn forlod han Sydafrika igen i 1976 og vendte først tilbage i 1990, da Nelson Mandela blev løsladt efter 27 års fængsel.
Til Mandelas indsættelse i 1994 som Sydafrikas første sorte præsident optrådte Abdullah Ibrahim.
Han fortsatte med at bo og arbejde i udlandet, indtil han slog sig ned i en tysk landsby nær München.
Ibrahim efterlader sig sin søn Tsakwe, som er en pianist i Cape Town, og sin datter Tsidi, der er en rapper kendt under kunstnernavnet "Jean Grae".
Hans hustru, Sathima Bea Benjamin, døde i 2013.
/ritzau/