Dan Jørgensen mener styrket konkurrenceevne vil hjælpe grøn omstilling
Danmarks EU-kommissær afviser kritik af, at konkurrenceevne fylder mere end klima i nyt arbejdsprogram.
EU skal være mere konkurrencedygtig - og det skal ske på en måde, der ikke bremser den grønne omstilling.Sådan beskriver EU-kommissær for energi og boliger, Dan Jørgensen, det arbejdsprogram, som EU-Kommissionen onsdag fremlagde.
Arbejdsprogrammet fik ellers omgående kritik fra SF og Enhedslisten for ikke at prioritere klima og miljø tilstrækkelig højt i forhold til forsvar og konkurrencedygtighed.
Men den udlægning afviser Dan Jørgensen.
- Det, synes jeg, er en meget misforstået kritik. Hvis man tror, at konkurrencedygtighed og miljøhensyn og klimahensyn ikke går hånd i hånd, så tager man fejl.
- Tværtimod er det sådan, at det vi skal gøre for klimaet, også er noget, der vil bringe priserne ned for vores industri og for helt almindelige mennesker, når de skal opvarme deres huse, siger Dan Jørgensen til Ritzau.
Arbejdsprogrammet har dog skuffet den rød-grønne del af EU-Parlamentet.
SF's medlem af EU-Parlamentet, Kira Marie Peter-Hansen, fremhæver 2040-målet om 90 procent reduktion i drivhusgasser som det eneste klare klimainitiativ i arbejdsprogrammet.
- Jeg synes, det er ærgerligt, at Kommissionen kun har ét bæredygtighedsinitiativ, og at de få miljøtiltag inden for hav, vand og kemi bliver fremlagt med et industrifokus, frem for også at huske på hvordan vi kan sikre en klode i balance, siger Kira Marie Peter-Hansen.
Hun kalder det dog "positivt", at EU-Kommissionen fokuserer på konkurrenceevne. Men balancen er for skæv, mener Kira Marie Peter-Hansen:
- Jeg kan godt blive bekymret for, om Kommissionen glemmer, at vi står midt i en klimakrise, og at billig, grøn energi også er en del af fundamentet for europæisk erhvervsliv, siger hun.
Også Enhedslistens medlem af EU-Parlamentet, Per Clausen, kritiserer programmet.
- Det er skuffende og foruroligende, men desværre ikke så overraskende. For det er helt i tråd med den højrebølge, vi har set, siger Per Clausen.
Et flertal af EU-kommissærerne i Ursula von der Leyens anden EU-Kommission kommer fra den borgerlige side. Primært fra von der Leyens egen politiske gruppe i EU-Parlamentet, EPP-gruppen.
Spørgsmål: Hvad siger du til kritikken af, at der mangler konkrete forslag i arbejdsprogrammet, der kan drive klimapolitikken fremad?
- En af de ting, der står i arbejdsprogrammet, som jeg selv er ansvarlig for, er, at vi i denne måned skal fremlægge et forslag til, hvordan vi kan få energipriserne markant ned i Europa.
- Det kommer til at foregå ved at udbygge den vedvarende energi. Og ved at få mere energieffektivitet. Altså ved at gøre lige præcis de ting, der er kernen i at bekæmpe klimaforandringer, siger Dan Jørgensen.
Den danske EU-kommissær mener, at arbejdsprogrammet i sidste ende vil styrke EU's position i klimakampen.
- Når vi indfrir arbejdsprogrammet, så vil vi stå et bedre sted med flere arbejdspladser. Hvor vi kan konkurrere bedre med USA og Kina. Og hvor vi klart er den region i verden, der går forrest på det grønne område, siger Dan Jørgensen.
/ritzau/