Cubanere stemmer for adoption og ægteskab mellem homoseksuelle

27. SEP 2022 • 00:09UDLAND

Cubanerne var søndag ved stemmeurnerne, hvor et flertal stemte for en udvidelse af homoseksuelles rettigheder.

Homoseksuelle par i Cuba får i fremtiden flere rettigheder.

Et stort flertal af cubanerne har således ved en folkeafstemning søndag stemt for et forslag, der skal gøre det muligt for par af samme køn at gifte sig.

Et flertal af cubanerne vil også gøre det lovligt for homoseksuelle par at adoptere.

To tredjedele stemte for forslaget, mens 33 procent stemte nej.

Det svarer til mere end 3,9 millioner cubanere, der stemte for, og 1,95 millioner, der stemte imod.

Det oplyser formanden for valgkommissionen, Alina Balseiro Gutiérrez, til statsligt tv mandag.

Ved folkeafstemningen stemte cubanerne om en godkendelse af et 100 sider langt "familiekodeks".

Ud over at legalisere adoption og ægteskab mellem par af samme køn stemte et flertal af cubanerne for, at der må indgås registreret partnerskab i det caribiske land.

Derudover skal en række tiltag sikre en øget ligestilling mellem mænd og kvinder.

Der er ingen uafhængige observatører af valg i Cuba, men lokale rapporter på sociale medier om distriktsoptællinger ser ud til at stemme overens med de officielle resultater.

Resultatet vækker begejstring hos Cubas præsident, Miguel Díaz-Canel. Han har været med til at føre kampagne for, at familiekodekset skal indføres.

- Retfærdigheden er sket fyldest, skriver han på Twitter.

- På denne måde afbetaler vi en gæld over for flere generationer af cubanske mænd og kvinder, hvis familieprojekter har ventet på denne lov i årevis, tilføjer han.

74 procent af de 8,4 millioner stemmeberettigede borgere i Cuba deltog i søndagens folkeafstemning.

Efter cubanske standarder var valgdeltagelsen relativt beskeden.

/ritzau/Reuters

MESTE LÆST UDLAND (48 T)

SENESTE RITZAU