Computerspil med norsk massemorder lå på populær onlineplatform
Organisationen Barnevakten kalder det kritisabelt, at spil om Utøya har været tilgængelig på tjenesten Roblox.
Et computerspil baseret på den norske massemorder Anders Behring Breiviks angreb på øen Utøya for 15 år siden er blevet fjernet fra onlinespilleplatformen Roblox.Det skriver den norske avis VG.
Breivik angreb i 2011 en politisk ungdomslejr på øen, hvor han dræbte 69 personer.
Spillet, der havde titlen "Utøya! (norwegian back story)", blev fjernet i sidste uge efter en henvendelse fra den norske organisation Barnevakten.
Barnevakten, der vejleder norske børn og unge omkring brug af digitale medier og teknologi, forsøgte i første omgang uden held at anmelde spillet gennem Roblox' indrapporteringssystem.
Da det ikke blev fjernet, tog Barnevakten direkte kontakt til den populære onlinespilleplatform.
Kjellaug Tonheim Tønnesen, der er faglig leder hos Barnevakten, fortæller, at computerspillet herefter blev fjernet på få minutter.
- Vi oplevede, at de tog det meget alvorligt og som et klart brud på deres retningslinjer. Vi fik øjeblikkelig respons, og det blev fjernet hurtigt, siger Kjellaug Tonheim Tønnesen til VG.
Ifølge Barnevakten foregik spillet i en skov på en ø, hvor en mand iklædt politiuniform skød omkring sig. Anders Behring Breivik havde også en politiuniform på tilbage i 2011.
Utøya-computerspillet var ifølge VG tilgængelig for alle brugere på Roblox, men ikke særlig populært.
Det er uvist, hvor længe spillet har ligget på platformen.
- Det var tydeligvis gået under radaren, og det er selvfølgelig kritisabelt for en platform med så mange millioner unge brugere, siger Tønnesen.
Roblox er en af verdens største onlinespilleplatforme og bruges af millioner af børn og unge. På platformen kan brugerne selv lave og udgive spil.
Inden Anders Behring Breivik for 15 år siden tog ud på Utøya og dræbte 69 personer, detonerede han en bilbombe i regeringskvarteret i Norges hovedstad, Oslo. Otte personer døde i bombesprængningen.
I 2012 blev Breivik idømt 21 års forvaring for massakren på Utøya og bombeangrebet i Oslo.
/ritzau/
