Canadisk politi anholder pædofiljægere for frihedsberøvelse

1. APR 2023 • 02:23UDLAND

En gruppe af pædofiljægere er blevet anholdt og sigtet for deres metoder, der beskrives som kontroversielle.

Canadisk politi har anholdt seks personer, der er en del af en selvbestaltet gruppe af såkaldte pædofiljægere.

Det skriver The Guardian.

De seks er sigtet for at distribuere billeder af misbrug af børn. Torsdag meddelte politiet i Quebec, at de havde anholdt de seks som en del af en efterforskning af gruppen.

Gruppens metoder beskrives af The Guardian som kontroversielle.

Fem af de anholdte er i midten af 20'erne, og de er anklaget for at distribuere billeder af misbrug af børn. Nogle af dem er også anklaget for kriminel chikane, intimidering og frihedsberøvelse.

Den sjette anholdte, en mand i 40'erne, er også anklaget for kriminel chikane, intimidering og frihedsberøvelse.

Politiet i byen Gatineau siger, at medlemmer af gruppen, der var involveret i "jagten", har filmet møder med påståede pædofile, efter at de havde kontaktet dem på nettet og delt billederne på sociale medier.

Men når gruppen forsøgte at lokke de påståede pædofile, brugte de seksuelt eksplicitte billeder, der var forfalsket for at give indtryk af, at dem på billederne var mindreårige.

- Der har været udveksling af billeder under samtaler på nettet. Loven siger, at når du deler et billede, der er eksplicit pornografisk materiale, og du påstår, at det forestiller en mindreårig, selv om det i virkeligheden ikke gør, så er det børneporno, siger en talsmand for politiet.

Politiet i Quebec har i mere end et årti forsøgt at få grupper af pædofiljægere til at stoppe deres "jagt".

Ingen af de personer, som de anholdte fra gruppen har haft som mål, er blevet sigtet for noget.

Under efterforskningen af gruppen har politiet også fundet et skydevåben, der ikke blev opbevaret efter loven.

- På intet tidspunkt må personer tage loven i egen hånd, selv om de er ofre for en forbrydelse, hvad end forbrydelsen måtte være, lyder det fra politiet i en udtalelse.

/ritzau/

MESTE LÆST UDLAND (48 T)

SENESTE RITZAU