Britisk rapper får 12 års fængsel for at køre studerende ihjel
En 20-årig studerende døde to dage efter at være blevet ramt af rapperen Ghetts' BMW i London i oktober.
Den britiske rapper Ghetts, hvis borgerlige navn er Justin Clarke-Samuel, er blevet idømt 12 års fængsel for at have påkørt en nepalesisk studerende i oktober sidste år.Den 20-årige studerende, Yubin Tamang, døde to dage efter påkørslen, som skete i Ilford i det nordøstlige London.
Det skriver nyhedsbureauet Reuters.
Ghetts erklærede sig i december skyldig i at have forårsaget den 20-årige studerendes død som følge af farlig kørsel.
Han har også erkendt at køre farlig kørsel i sin BMW M5 inden ulykken.
Anklager Philip McGhee forklarede ved tirsdagens retsmøde, at Ghetts havde drukket hjemmefra og kørte over for røde stoplys.
Han kørte desuden med en fart på knap 113 kilometer i timen i en zone, hvor hastighedsbegrænsningen var på 50 kilometer i timen.
Det gjorde han, kort inden han ramte Yubin Tamang. Efterfølgende kørte Ghetts videre uden at stoppe, skriver Sky News.
- Hr. Tamang blev katapulteret op i luften, før han styrtede ned på vejen. Han pådrog sig fatale skader, sagde anklageren ifølge BBC.
Efterfølgende opdagede en Uber-chauffør, hvad han oprindeligt beskrev som "en bunke tøj på vejen".
Chaufføren ringede 999, hvilket svarer til det danske nødnummer 112, da han indså, at den unge studerende var alvorligt tilskadekommen, skriver BBC.
På vegne af Ghetts læste advokat Benjamin Aina et brev op, hvori rapperen udtrykte sin anger.
- Jeg skriver ud fra et sted præget af dyb fortrydelse, skam og anger. Jeg kan ikke tilstrækkeligt udtrykke den enorme følelse af skyld og skam over den lidelse, jeg har forårsaget, lyder det i brevet ifølge Sky News.
Yubin Tamang var rejst til Storbritannien fra Nepal for at studere.
I retten var hans mor, Sharmila Tamang, til stede. Hun brød ifølge Sky News ud i gråd, da hun skulle give sit vidneudsagn via en tolk.
Hun fortalte, at "vi oplever en ekstrem smerte og en ubeskrivelig følelse af tab".
- Min søn drømte om videre uddannelse og var nødt til at tage til Storbritannien. Han ønskede en grad herfra, fordi det er anerkendt i hele verden, forklarede hun og tilføjede:
- Desværre skete denne tragiske hændelse tæt på vores hjem, da han var på vej hjem fra arbejde.
Ghetts har blandt andet samarbejdet musikalsk med kendte musikere som Skepta, Stormzy og Ed Sheeran.
Han har også flere gange optrådt på festivalen Glastonbury, senest i 2024.
/ritzau/
