Britisk politi vil lukke sag om efterladte spædbørn med samme forældre

14. JAN 2026 • 07:56UDLAND

DNA-test har vist, at spædbørn efterladt i London med få års mellemrum er søskende. Politiet vil lukke sagen.

Politiet i London ser ud til at ville lukke efterforskningen af et spædbarn, som blev efterladt på en sti i den engelske hovedstad i 2024.

Senere på måneden vil politiet beslutte, om der er grundlag for at stoppe med at efterforske sagen, til trods for at politiet har fundet ud af, at babyen er søster til to andre efterladte nyfødte.

Man mener, at pigen var under en time gammel, da hun blev fundet i en indkøbspose på en mennesketom sti nær en befærdet vej i det østlige London den 18. januar 2024.

Hospitalspersonalet døbte pigen Elsa efter karakteren af samme navn i Disney-filmen "Frost".

Hendes søskende var også spædbørn, da de blev efterladt under lignende omstændigheder i 2017 og 2019.

Sagen og frygten for, at moderen muligvis holdes fanget et sted, har rystet lokalbefolkningen og kastet en skygge over områderne Plaistow og East Ham, hvor børnene blev fundet.

I juni sidste år afslørede politiet, at DNA-test havde vist, at alle tre børn havde samme forældre.

Politiet advarede samtidig om, at man ikke kan udelukke muligheden for, at en fjerde baby dukker op, og at den "måske ikke vil være så heldig som Elsa og hendes søskende".

Sagen har forvirret politiet, som påbegyndte efterforskningen, da den førstefødte, Harry, blev fundet indpakket i et tæppe i en park i Plaistow tidligt om morgenen den 17. september 2017.

Mindre end to år senere, den 31. januar 2019, blev den anden baby, Roman, fundet pakket ind i et tæppe og placeret i en indkøbspose i en anden park to kilometer væk.

Kort før sneen begyndte at falde, blev Elsa fundet af lokale beboere, fordi de hørte gråd fra posen, da de gik tur med deres hund. Roman blev fundet under 500 meter derfra.

Trods omfattende undersøgelser lyder det fra politiet, at alle nuværende muligheder for at forfølge spor er udtømte.

Politiet har konsulteret specialister og gennemgået hundredvis af timers overvågningsmateriale, og personer af samme etnicitet som børnene fra i alt 400 hjem er blevet bedt om at afgive DNA-prøver.

Der er fortsat udstedt en dusør på 20.000 pund - knap 175.000 kroner - på information om sagen.

Harry og Roman, der nu er otte og seks år, er blevet adopteret, mens Elsa har fået en midlertidig familie. Deres navne er blevet ændret.

Efterladte spædbørn er så usædvanligt et fænomen i det moderne Storbritannien, at regeringen ikke længere fører nationale statistikker.

/ritzau/AFP

MESTE LÆST UDLAND (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT