Britisk politi dropper sag mod punkduo om Israel-slagord
Efterforskere har set på hensigt, kontekst, retspraksis og ytringsfrihed, inden sag om Bob Vylan blev droppet.
Britisk politi opgiver at rejse sigtelse i en sag om punk-rap-duoen Bob Vylan, der på musikfestivalen Glastonbury i juni kom med udtalelser om det israelske militær.Det meddeler politiet i Avon og Somerset ifølge Reuters.
Beviserne i sagen lever ikke "op til den strafferetlige tærskel" for, at nogen kan retsforfølges, oplyser politiet.
Sanger Bobby Vylans fik publikum til at råbe med, da han fra scenen på Glastonbury råbte "befri, befri Palæstina" og "død, død over IDF" med henvisning til Israels militær og krigen i Gazastriben.
Britisk politi oplyser, at man under efterforskningen har afhørt en mand i midten af 30'erne. Det er ikke oplyst, om der er tale om den 34-årige forsanger.
Desuden har politiet talt med omkring 200 andre personer.
Politiet har overvejet hensigten bag ordene, den bredere kontekst, retspraksis og spørgsmål om ytringsfrihed, lyder det i en meddelelse.
- Udtalelserne lørdag den 28. juni udløste vrede og viste, at ord har konsekvenser i den virkelige verden, hedder det videre.
Politiet tilføjer, at det gennem hele forløbet havde været i dialog med jødiske samfundsgrupper.
De Israel-kritiske udtalelser fra scenen udløste omfattende kritik, herunder fra premierminister Keir Starmer og fra Israels ambassade i London.
BBC, der er Storbritanniens offentligt ejede tv-station, fik kritik for ikke at have afbrudt en liveudsendelse af Bob Vylans koncert.
Også den irske rapgruppe Kneecap udnyttede sin optræden på Glastonbury til at udtrykke sin modstand mod Israel. Et af gruppens medlemmer, Mo Chara, proklamerede under koncerten, at "Israel er krigsforbrydere".
Herefter råbte han "befri, befri Palæstina".
Britisk politi indledte også en efterforskning af Kneecaps optræden, men droppede den igen i juli.
/ritzau/Reuters
