Britisk minister: Universiteter skal slå hårdere ned på antisemitisme
Den britiske undervisningsminister siger, at universiteter har ansvar for at fjerne had fra deres campusser.
Britiske universiteter skal gøre en større indsats for at beskytte deres jødiske studerende.Sådan lød meldingen lørdag fra landets regering.
Den mener, at unge mennesker skal være klædt på til at få øje på - og udfordre - misinformation på internettet.
- Et enkelt tilfælde af antisemitisk chikane er ét for meget, siger undervisningsminister Bridget Phillipson i en udtalelse.
- Så lad mig være tydelig: Ansvaret ligger hos universiteterne, når det kommer til at fjerne had fra deres institutioner - og de har min fulde opbakning til at bruge deres magt til at gøre det.
Meldingen kommer, efter at en britisk mand med syrisk baggrund den 2. oktober kørte en bil mod en gruppe mennesker uden for en synagoge i den engelske storby Manchester. Herefter steg han ud og gik til angreb med en kniv.
To mænd døde i angrebet.
I kølvandet på hændelsen skrev Bridget Phillipson til rektorer på tværs af britiske universiteter og opfordrede til, at de indførte det, hun kaldte praktiske tiltag for at sikre, at deres campusser forbliver sikre.
I august blev der desuden indført nye regler, som kræver, at institutioner har en klar politik på området og et system for rapportering af chikane af enhver art.
Den britiske forening Community Security Trust (CST), som yder beskyttelse til jødiske organisationer på tværs af landet, rapporterede i 2024 om 3500 antisemitisme hændelser.
Der er også blevet meldt en stigning af antallet af antisemitiske hændelser i USA på særligt universiteter i landet.
USA's præsident Donald Trumps administration har truet med at skære i støtten til flere universiteter, hvor der har været propalæstinensiske demonstrationer.
Universiteterne er i forbindelse med demonstrationerne af Trump blevet anklaget for at tillade antisemitisme.
/ritzau/Reuters