Britisk eks-prins flytter ud af kongeligt residens
Andrew Mountbatten-Windsor er fraflyttet sin kongelige bolig i Windsor og residerer nu i Sandringham.
Den tidligere britiske prins Andrew Mountbatten-Windsor er flyttet ud af sit kongelige residens.Det oplyser en unavngiven kilde fra det britiske kongehus ifølge Reuters.
Andrew Mountbatten-Windsor er i løbet af tirsdag nat flyttet i et hus i Sandringham, som er Kong Charles' ejendom i Norfolk.
I oktober 2025 blev det meldt ud, at Andrew Mountbatten-Windsor ville blive frataget sine kongelige titler og skulle flytte ud af sit hjem i Windsor.
Det skete, efter at han var blevet beskyldt for voldtægt og kritiseret for sit venskab med den afdøde seksualforbryder og forretningsmand Jeffrey Epstein.
Buckingham Palace har ifølge BBC tidligere meddelt, at den tidligere britiske prins ville fraflytte sin bolig i begyndelsen af 2026. Men kongehuset har ikke fortalt, præcist hvornår det ville ske.
Flytningen sker efter offentliggørelsen af nye oplysninger vedrørende hans forhold til Jeffrey Epstein.
I de nye Epstein-filer, som USA's justitsministerium har offentliggjort, nævnes den tidligere britiske prins igen. Her fremgår det, at Andrew Mountbatten-Windsor og Epstein tilsyneladende var i kontakt i mere end to år efter, at Epstein blev kendt skyldig i handel med mindreårige piger.
Andrew Mountbatten-Windsor har tidligere benægtet, at han har haft kontakt med den dømte seksualforbryder efter Epsteins dom i 2008.
Unavngivne kilder fra det britiske kongehus oplyser til CNN, at Andrew Mountbatten-Windsor vil få et hus på sin storebror Kong Charles' ejendom, Sandringham, samt at han vil modtage en indkomst.
Det forventes, at han i de kommende uger vil besøge sit tidligere hjem i Windsor.
/ritzau/
