Brande i Malmø to dage i træk mistænkes for at hænge sammen

28. JAN 2023 • 04:07UDLAND

Natten til fredag var der otte brande i og omkring Malmø, og lørdag er der to. Politiet mistænker sammenhæng.

Natten til lørdag er der anmeldelser om to brande i Malmø. Det er en fritidsgård og en bil, der er blevet sat i brand.

Politiet i Malmø mistænker, at nattens to brande har forbindelse til flere brande, der fandt sted natten til fredag.

- Det er sandsynligt, at brandene har en forbindelse. Der var otte i går, og indtil videre har vi to i nat, siger Andreas Hulting, der er vagtchef i den sydlige politikreds i Sverige.

Brandene natten til fredag var mindre, og der var flere bilbrande, brand i en lagerbygning ved Malmö Kanoklub og brand i et bageri i industriområdet Sofielund.

- I nat har vi en fritidsgård, der brænder. Indtil videre er ingen kommet til skade, siger Andreas Hulting.

Der er endnu ingen, der er mistænkt for at stifte brandene.

- Vi har ingen spor eller mistænkte endnu, men vi kigger på gamle mistænkte, for der er et antal personer, som vi ved kan finde på dette. Og det kan selvfølgelig også være en ny gerningsmand.

Gårsdagens otte brande skete i det samme område i Malmø. Nattens to brande er også tæt på hinanden, men i et andet område af Malmø end gårsdagens brande.

- Vi forsøger at tjekke, om vi kan finde nogle kameraer, der har filmet, men indtil videre har vi ikke fundet noget, siger vagtchefen.

Fredag lød det fra svensk politi, at det formodentlig ikke var et tilfælde, at der var så mange brande på samme tid, men man havde ikke beviser for, at der var en sammenhæng mellem dem.

- Der er meget, der stemmer overens, men vi har intet, som binder dem sammen, og vi har ingen mistænkt gerningsmand. Men det er tidligt i efterforskningen, sagde politiets pressetalsperson Calle Persson fredag.

/ritzau/TT

MESTE LÆST UDLAND (48 T)

SENESTE RITZAU