Borgere med vandpistoler demonstrerer mod overturisme i Sydeuropa

16. JUN 2025 • 02:22UDLAND

I spanske byer klager lokale over overturisme. Barcelona er blevet overdraget til turister, siger indbygger.

Søndag har demonstranter brugt vandpistoler mod turister i Barcelona i Spanien og på den spanske ø Mallorca.

Det skriver mediet AP.

Demonstranter er her gået på gaden i protest mod overturisme - og med et krav om, at politikere gentænker den økonomiske model, som de mener skubber til blandt andet en boligkrise for de lokale.

På Mallorca gik tusindvis af demonstranter søndag på gaden. Der var også demonstrationer i Venedig i Italien og i Portugals hovedstad, Lissabon.

Søndagens demonstrationer er de første i en indsats koordineret af aktivister, som er bekymrede for overturisme på tværs af de mest populære rejsedestinationer i Sydeuropa, skriver AP.

- Vandpistolerne er for at genere turisterne lidt, siger 42-årige Andru Martinez, som er indbygger i Barcelona.

- Barcelona er blevet overdraget til turisterne. Det her er en kamp for at give Barcelona tilbage til indbyggerne.

Barcelonas befolkning tæller 1,7 millioner mennesker. Sidste år rejste 15,5 millioner besøgende til den spanske storby.

Spanieren fortæller til AP, at hans husleje er steget med 30 procent - angiveligt fordi lejlighederne i hans lokalområde i høj grad lejes ud til turister, der opholder sig i byen i en kort periode.

/ritzau/

MESTE LÆST UDLAND (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT