Bolsonaro søgte ly på ambassade efter konfiskering af pas

25. MAR 2024 • 23:34UDLAND

Ekspræsidenten Jair Bolsonaro overnattede på ungarsk ambassade efter konfiskeringen af hans pas.

Den tidligere brasilianske præsident Jair Bolsonaro overnattede i februar to nætter på den ungarske ambassade i hovedstaden Brasilia, efter at hans pas var blevet konfiskeret.

Det oplyser ekspræsidentens advokat Fabio Wajngarten på sociale medier mandag.

Hændelsen sætter spørgsmålstegn ved fremtidsplanerne for Bolsonaro, der står over for en række strafferetlige efterforskninger.

Brasiliansk politi har ikke mulighed for at anholde en politiker, der befinder sig på en udenlandsk ambassade.

På sociale medier skriver Wajngarten, at ekspræsidenten overnattede på ambassaden "for at forblive i kontakt med repræsentanter fra et venligsindet land".

Flere med tilknytning til Bolsonaro er allerede blevet anholdt som led i efterforskningerne, der blandt andet omhandler stormløbet på Brasiliens parlament, højesteret og præsidentpaladset 8. januar 2023.

Politiet i Brasilien har omtalt episoden, der fulgte efter landets præsidentvalg i 2022, hvor højreorienterede Bolsonaro tabte snævert til venstrefløjens Luiz Inácio Lula da Silva, som et "kupforsøg".

Den ungarske ambassade har ikke umiddelbart kommenteret hændelsen.

Den ungarske ambassadør er blevet indkaldt til en samtale i det brasilianske udenrigsministerium for at forklare sig om sagen.

Bolsonaro har et tæt forhold til den ligeledes højreorienterede ungarske premierminister, Viktor Orbán. Under et besøg i Ungarn i 2022 omtalte Bolsonaro premierministeren som sin "bror".

Politiet konfiskerede Bolsonaros pas 8. februar og anklagede ham for at stå bag et forsøg på at omstøde resultatet af valget i Brasilien.

De tidligere chefer for henholdsvis Brasiliens hær og luftvåben bekræftede i sidste uge, at Bolsonaro havde diskuteret planerne om valget med dem i 2022.

Bolsonaro blev sidste år udelukket fra igen at stille op til politisk embede i Brasilien før 2030.

/ritzau/Reuters

MESTE LÆST UDLAND (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT