Bølge af drab og høje priser udløser store protester i Haiti

23. AUG 2022 • 05:01UDLAND

Vold og drab i Haiti er ifølge demonstrant kommet helt ud af kontrol, og inflation gør livet endnu sværere.

Tusindvis af haitianere protesterede mandag mod stigende kriminalitet og forværrede leveforhold i det fattige land og krævede premierminister Ariel Henrys afgang.

Det skriver nyhedsbureauerne Reuters og AP.

En journalist fra AP var i hovedstaden Port-au-Prince vidne til, at en uidentificeret mand skød og dræbte en demonstrant, hvorefter gerningsmanden tog flugten i en bil.

Ifølge en demonstrant, der også overværede skyderiet, er alt kommet ud af kontrol i landet, der er blandt verdens fattigste.

- Familier ved ikke, hvordan de skal klare sig, siger han til AP, mens andre demonstranter i nærheden råber: "Hvis Ariel ikke trækker sig, så dør vi".

Demonstrationerne faldt sammen med, at Jean Baden Dubois, direktør for Haitis centralbank, mandag oplyste, at inflationen i landet er den højeste i ti år.

Prisen på visse basisvarer som ris er i løbet af et år mere end firdoblet.

Benzin er det også blevet svært at få fat i. Og hvis benzin er til rådighed, så koster en amerikansk gallon (cirka 3,8 liter, red.) 15 dollar. Det er over tre gange så meget som i USA.

- Jeg har brug for benzin for at arbejde, siger en 28-årig deltager i demonstrationen, der lever af at fragte personer på sin motorcykel.

- Jeg har en familie, der skal brødfødes, en skole, der skal betales, tilføjer han ifølge AP.

Udover problemer med at få pengene til at række skal borgere også tage sig i agt for kriminelle bander.

I de seneste måneder er vold, drab og bortførelser i Port-au-Prince steget. I forbindelse med opgør mellem bevæbnede bander er hundredvis af tilfældige civile blevet dræbt.

Tusindvis af borgere er desuden blevet fordrevet fra deres hjem på grund af bandernes hærgen. Mange områder i den caribiske østat er uden for myndighedernes kontrol.

Banderne er ifølge AP blevet mere magtfulde, siden præsident Jovenel Moïse blev dræbt i 2021 af en gruppe mænd, der trængte ind i præsidentens bolig.

Den seneste weekend blev otte mennesker i et lokalsamfund dræbt. Deriblandt en mor og hendes to døtre, som der blev sat ild til, mens de endnu var i live. Bandemedlemmer menes at stå bag.

/ritzau/

MESTE LÆST UDLAND (48 T)

SENESTE RITZAU