BLÅ BOG: Netanyahu er Israels længst siddende premierminister

2. NOV 2022 • 02:58UDLAND

73-årige Netanyahu mener selv, at valgstedsmålinger er lovende læsning. Læs mere om den politiske veteran her.

Endnu er intet afgjort i Israels femte parlamentsvalg på under fire år. Men holder valgstedsmålingerne, kan Benjamin Netanyahu være vej mod et comeback som premierminister.

Det tror han i hvert fald selv, fremgår det af udtalelser efter tirsdagens valg.

Her kan du blive klogere på den politiske veteran, som i årtier har været en magtfaktor i israelsk politik:

Navn: Benjamin Netanyahu.

Alder: 73 år (født den 21. oktober 1949).

Fødested: Tel Aviv, Israel.

Søn af: Historiker Benzion Netanyahu og Zila Netanyahu.

Nationalitet: Israelsk.

Uddannelse: Uddannet fra MIT (Massachusetts Institute of Technology) i USA.

Civilstand: Gift med Sara Netanyahu og har tre børn.

Karriere:

* Var Israels FN-ambassadør fra 1984 til 1988.

* Blev i 1988 valgt ind i Israels parlament, Knesset, for Likud-partiet.

* Var viceudenrigsminister fra 1988 til 1991.

* Blev leder af det højreorienterede Likud fra 1993 til 1999 og igen fra 2005 til i dag.

* Han har over for vælgerne længe profileret sig som garant for den jødiske stats sikkerhed.

* Blev valgt som Israels premierminister fra 1996 til 1999 og i tre perioder i træk fra 2009 til 2021.

* Var udenrigsminister fra 2002 til 2003.

* Var finansminister fra 2003 til 2005, men forlod i 2005 regeringen under daværende premierminister Ariel Sharon i protest mod Israels rømning af Gazastriben.

* Blev i slutningen af 2019 tiltalt for korruption af den israelske rigsadvokat, blandt andet for angiveligt at have skaffet sig positiv medieomtale ved at have gjort mediebosser tjenester. Netanyahu nægter sig skyldig. Sagen er fortsat i gang.

* Andet: Er kendt i Israel under kælenavnet "Bibi", som stammer fra hans barndom.

Kilde: Reuters, AFP.

/ritzau/

MESTE LÆST UDLAND (48 T)

SENESTE RITZAU