Bjergbestiger overlevede seks dage på chokolade fra sin lomme

6. JUN 2026 • 15:57UDLAND

Nepalesisk bjergbestiger i 50'erne slap levende fra seks dage på Mount Everest ved hjælp af chokolade.

Den nepalesiske bjergbestigerguide, som var væk i seks dage på Mount Everest, men blev fundet i live torsdag, overlevede ved at tygge på is og spise nogle chokolader fra sin lomme.

Det fortæller han i et interview med BBC.

Bjergbestigeren troede ikke, at han ville overleve, fortæller han. Han begyndte at løbe tør for ilt og kunne ikke gå.

- Jeg spiste ikke noget de første to dage. Så begyndte jeg at tygge is. Det gjorde ondt i mine tænder. Jeg tyggede hårdt på isen, fortæller han til mediet.

Dawa Sherpa, der er i 50'erne, opdagede efter noget tid chokoladen i lommen.

Det lykkedes ham desuden at smelte is, så han fik noget at drikke.

Bjergbestigeren forsvandt på den øverste del af verdens højeste bjerg, Mount Everest, tidligt lørdag under barske vejrforhold.

Herefter fortsatte han langsomt ned ad bjerget, men under nedstigningen faldt han ned i en sprække, hvor han sad fast i to en halv dag.

Til hans held sendte en lavine sne ned i sprækken, der gjorde det muligt for ham at træde op og ud af sprækken.

Han blev fundet torsdag morgen tæt på base camp efter at være kravlet alene næsten hele vejen ned til lejren.

Bjergbestigeren blev derefter fløjet til hovedstaden i Nepal, Kathmandu, med en helikopter.

Han har modtaget behandling for dehydrering, forfrysninger og et knoglebrud.

Bjergbestigeren Chris Thrall var den sidste på turen, der så Dawa Sherpa.

I en video på Instagram har han fortalt om det, han på det tidspunkt tror, er Dawa Sherpas død.

- Han satte sig ned for at tage et hvil med sin rygsæk. Disse fyre bærer på massive mængder, siger han.

Herefter spurgte Chris Thrall sin nepalesiske guide, om han var okay. Det var han, sagde han, og sagde, at Chris Thrall bare skulle fortsætte.

- Det var ikke unormalt. Jeg ville gå i forvejen, han ville gå i forvejen. Det var en del af det, siger han.

På vejen ned kom Chris Thrall forbi en polsk bjergbestiger, fortæller han.

Den polske bjergbestiger havde frostskader og var løbet tør for ilt. Derfor besluttede Chris Thrall at hjælpe den polske mand ned og dele sit ilt med ham.

Eftersøgningshold blev efterfølgende sendt ud for at lede efter Dawa Sherpa, som altså først blev fundet tidligt torsdag morgen.

/ritzau/

MESTE LÆST UDLAND (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT