Biden og McCarthy er tæt på at nå til enighed om gældsloftet

26. MAJ 2023 • 03:36UDLAND

Der er ifølge en embedsmand ikke langt til en aftale, der hæver det amerikanske gældsloft i to år.

USA's præsident, Joe Biden, og formanden for Repræsentanternes Hus, republikanske Kevin McCarthy, nærmer sig en aftale om at hæve det amerikanske gældsloft.

Det oplyser en amerikansk embedsmand.

Aftalen lyder ifølge embedsmanden på at hæve gældsloftet i to år, mens man sætter et loft på størstedelen af det offentlige forbrug, bortset fra når det kommer til militæret og veteraner.

Det Hvide Hus overvejer også, at nedjustere planerne om at øge finansieringen til det amerikanske skattevæsen, IRS, som en del af aftalen.

Forøgelsen af finansieringen til IRS skulle ske for at kunne fokusere mere på amerikanere med høj indkomst.

Kongressen kan sætte en begrænsning på, hvor meget USA's regering kan låne for at betale for sine udgifter. Denne grænse kaldes gældsloftet.

Lige nu er den grænse på 31.400 milliarder dollar. Den blev nået allerede i januar, selv om gældsloftet blev hævet så sent som i december med omkring 2500 milliarder dollar.

Det Hvide Hus siger, at de to parter mødtes virtuelt torsdag.

Biden siger, at de to parter fortsat er uenige om, hvor nedskæringerne skal være.

- Jeg tror ikke på, at hele byrden skal falde tilbage på amerikanere i middelklassen og arbejderklassen, siger han.

McCarthy siger torsdag aften til journalister, at der endnu ikke er indgået en aftale.

- Vi vidste, at det ikke ville blive let, siger han.

Det er uklart, hvor meget tid parterne har at løbe på. Det amerikanske finansministerium har advaret om, at det ikke længere vil kunne betale regningerne 1. juni.

Torsdag sagde ministeriet dog, at det ville sælge gæld til en værdi af 119 milliarder dollar. Det ses af analytikere som et tegn på, at 1. juni ikke er en fast tidsfrist.

Enhver aftale skal stemmes igennem i Repræsentanternes Hus, hvor Republikanerne har flertal, og i Senatet, hvor Demokraterne med hjælp fra tre løsgængere, som typisk stemmer demokratisk, har flertal.

Det kan blive svært, da nogle højreorienterede republikanere og nogle liberale demokrater har sagt, at de er utilfredse med udsigten til et kompromis.

/ritzau/Reuters

MESTE LÆST UDLAND (48 T)

SENESTE RITZAU