Biden er bekymret for Trumps reaktion ved valgnederlag

4. OKT 2024 • 20:52UDLAND

Præsident Joe Biden tvivler på, om Donald Trump uden videre accepterer et nederlag ved præsidentvalget.

USA's præsident, Joe Biden, er overbevist om, at USA's præsidentvalg den 5. november bliver frit og vil gå rigtigt til.

Men Biden siger også, at han er bekymret for den republikanske præsidentkandidat, Donald Trumps reaktion, hvis Trump taber til demokraten Kamala Harris.

Da Biden slog den dengang afgående præsident, Donald Trump, ved valget i 2020, førte Trump bagefter en kampagne for at få kendt Bidens sejr ugyldig.

Trump har stadig ikke erkendt, at han tabte valget, og mange af hans tilhængere mener også, at Biden vandt valget for fire år siden på grund af fusk.

- Jeg er overbevist om, at valget bliver frit og fair. Jeg ved ikke, om det også bliver fredeligt, siger Joe Biden fredag aften dansk tid til journalister i Det Hvide Hus.

- De ting, som Trump har sagt, og de ting, han sagde sidste gang, da han ikke kunne lide resultatet, var meget farlige, siger Biden.

Trump er i øjeblikket anklaget i to sager i forbindelse med efterspillet efter valget.

I delstaten Georgia er han anklaget for at forsøge at presse de lokale myndigheder til at ændre valgresultatet, så Trump kunne erklæres som vinder.

Han er også anklaget i forbindelse med den storm, som Trump-tilhængere rettede mod Kongressen i den amerikanske forbundshovedstad, Washington D.C., den 6. januar 2021.

Han anklages blandt andet for at forsøge at stoppe Kongressens godkendelse af valget.

/ritzau/AFP

MESTE LÆST UDLAND (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT