Biden efter skud mod Trump: Pas på med spekulationer

14. JUL 2024 • 20:56UDLAND

Gør ikke antagelser om gerningsmandens motiv eller tilknytninger, siger Biden efter attentatforsøg mod Trump.

USA's præsident, Joe Biden, opfordrer amerikanerne til at stå sammen, efter at hans formodede modstander ved det kommende præsidentvalg, Donald Trump, overlevede et attentatforsøg.

- Sammenhold er det mest flygtige mål af alle. Men intet er vigtigere lige nu end at stå sammen, siger Biden.

Præsidenten understreger, at "der ikke er plads til politisk vold eller nogen anden form for vold i Amerika".

- Vi kommer til at debattere og være uenige, det kommer ikke til at ændre sig. Men vi skal ikke glemme, hvem vi er som amerikanere, siger han.

- Et attentatforsøg går imod alt, hvad vi står for som nation. Alt. Det er ikke sådan, vi er. Det er ikke Amerika. Vi kan ikke tillade, at dette sker.

Biden opfordrer videre til, at man ikke drager forhastede konklusioner om lørdagens dramatiske hændelse i Pennsylvania og påpeger, at der endnu er meget, vi ikke ved.

Særligt på sociale medier florerer en del uunderbyggede teorier om attentatforsøget.

- Gør ikke antagelser om gerningsmandens motiv eller tilknytninger, siger Biden i en kort udtalelse fra Det Hvide Hus søndag.

- Lad FBI gøre deres arbejde. Jeg har givet ordre til, at denne efterforskning skal være grundig og hurtig. Og efterforskerne får alle de ressourcer, de har brug for.

Præsidenten tilføjer, at han har beordret de amerikanske sikkerhedstjenester til at gennemgå alle sikkerhedstiltag ved Republikanernes partikonvent i Milwaukee. Det indledes efter planen mandag.

På konventet ventes Trump officielt at blive udpeget som Republikanernes præsidentkandidat.

Trump vil rejse til Milwaukee allerede søndag, skriver han på sit sociale medie, Truth Social. Det var ellers ventet, at lørdagens attentatforsøg kunne få ham til at udskyde afrejsen.

Biden lover også, at der vil komme en uafhængig undersøgelse af attentatforsøget i Pennsylvania.

Præsidenten siger videre, at han er "taknemmelig for, at Trump har det godt".

- Vi havde en kort og god samtale i aftes, siger Biden.

Samtalen mellem den nuværende og den tidligere præsident fandt sted, kort efter at Donald Trump blev ramt af skud ved øret under et valgmøde i Pennsylvania, hvor en bevæbnet person åbnede ild mod ham.

Præsidenten er søndag sammen med vicepræsident Kamala Harris blevet briefet i det såkaldte situation room, siger han.

Biden ventes at tale til nationen klokken 20 lokal tid. Det meddeler det Hvide Hus. Det er klokken 02 natten til mandag dansk tid.

/ritzau/

MESTE LÆST UDLAND (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT