Biden affejer Putin-advarsel: Jeg tænker ikke særlig meget på ham

14. SEP 2024 • 03:08UDLAND

Joe Biden har med britiske Keir Starmer diskuteret Ukraines mulige brug af amerikanske langdistancemissiler.

Den amerikanske præsident, Joe Biden, har fredag haft besøg af den britiske premierminister, Keir Starmer, i Det Hvide Hus.

På dagsordenen har blandt andet været, hvorvidt USA skal tillade Ukraine at bruge amerikanske langdistancemissiler til at angribe dybt inde i Rusland.

Fredagens møde gav ikke umiddelbart nogen svar på det spørgsmål.

Men Joe Biden understreger, at advarsler fra Rusland om netop dette emne ikke har spillet nogen rolle i diskussionerne.

- Jeg tænker ikke særlig meget på Vladimir Putin, siger Joe Biden efter fredagens møde, skriver nyhedsbureauet AFP.

Putin har sagt, at en tilladelse vil betyde, at Vesten er "i krig" med Rusland.

Ukraine har længe efterspurgt tilladelse til at bruge de amerikanske ATACMS-missiler til at ramme dybere på russisk territorie.

Amerikanske embedsmænd mener dog, at missilerne kun vil gøre en begrænset forskel i krigen. Det skriver AFP og nyhedsbureauet Reuters.

Der er både for få missiler til at ændre krigens dynamik, de er for dyre, og så vil USA heller ikke risikere at udtømme sit eget lager, lyder det.

Premierminister Keir Starmer siger efter fredagens møde, at han og Biden og havde en "vidtgående diskussion om strategi".

Inden mødet var der snak om, at Starmer muligvis ville prøve at få Joe Biden til at bakke op om planer om at sende britiske langdistancemissiler - såkaldte Storm Shadow-missiler - til det ukrainske militær.

Det vil dog i stedet blive diskuteret ved FN's Generalforsamling "med en bredere gruppe af personer", siger Starmer fredag.

FN's Generalforsamling finder sted senere i september i New York.

Ved fredagens møde talte Biden og Starmer også om krigen i Gaza.

Storbritannien har for nylig indstillet våbenleveringer til Israel, fordi briterne er bekymrede for, at våbnene bruges til at overtræde folkeretten. USA, der er Israels vigtigste allierede, har ikke taget lignende skridt.

/ritzau/

MESTE LÆST UDLAND (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT