Belarusisk præsident på valgdag: Kritikere har valgt fængsel

26. JAN 2025 • 17:09UDLAND

Belarus er et "brutalt demokrati", siger præsident. Menneskerettighedsorganisation siger "diktaturstat".

Nogle af de politiske modstandere af Belarus' præsident, Aleksandr Lukasjenko, har "valgt" at sidde i fængsel.

Sådan lød påstanden ifølge Reuters fra den belarusiske leder ved et pressemøde søndag, hvor landet går til valg.

Men når den belarusiske leder siger, at man som systemkritiker ikke er forhindret i at sige sin mening, er det en sandhed med store modifikationer, siger Rasmus Grue Christensen, der er direktør i Dansk Institut mod Tortur (Dignity).

- Hvis man siger sin mening, så får det bare meget, meget kontante konsekvenser, forklarer han.

Udtalelsen fra Lukasjenko kom ved et pressemøde, hvor han blandt andet blev spurgt, hvordan der kunne være tale om et frit og retfærdigt valg, når alle de store skikkelser i oppositionen er i fængsel eller flygtet ud af landet.

- Nogle valgte fængsel, nogle valgte eksil, sagde han.

- Vi har ikke smidt nogen ud af landet.

Han sagde videre, at ingen er blevet forhindret i at sige deres mening i Belarus.

Men fængsel er for "folk, der åbner munden for meget for at sige det lige ud - dem, der har brudt loven", sagde Lukasjenko ifølge Reuters.

Rasmus Grue Christensen kalder søndagens valg for "en farce". For der er langtfra skyggen af et fair og frit valg i det østeuropæiske land, mener han.

- Belarus er en regulær diktaturstat, hvor præsidenten efterhånden har siddet på magten i 31 år med systematisk undertrykkelse af politiske modstandere og det uafhængige civilsamfund, forklarer han.

Dignity var i kølvandet på valget i Belarus i 2020 med til at opstarte The International Accountability Platform for Belarus.

Sammen med lokale og internationale menneskerettighedsorganisationer indsamler og analyserer Dignity her beviser for tortur og andre alvorlige menneskerettighedskrænkelser og internationale forbrydelser.

Ifølge Dignity sidder der cirka 1300 politiske fanger i belarusiske fængsler, og mellem 250.000-300.000 har forladt landet.

- Folk sidder fængslet, alene fordi de kæmper for demokrati og menneskerettigheder. Det er den barske virkelighed, siger direktøren.

Også nyhedsbureauet AFP bragte udtalelser fra søndagens pressemøde, hvor Lukasjenko udelukkede dialog med oppositionspolitikere i eksil.

- Vi har et brutalt demokrati i Belarus, sagde han og tilføjede så:

- Men vi lægger ikke pres på nogen, og vi lukker ikke munden på nogen.

Hverken USA, EU eller Storbritannien anerkender Lukasjenko som Belarus' præsident.

/ritzau/

MESTE LÆST UDLAND (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT