Bangladesh indskrænker omstridt system efter store protester
Efter flere dage med militær i gaderne og 133 dræbte har Bangladeshs højesteret valgt at nedtrappe nyt system.
Bangladeshs højesteret nedskalerer et nyt kvotesystem på arbejdsmarkedet, der har udløst store protester i landet.Sådan lyder meldingen fra landets statsadvokat ifølge nyhedsbureauet AFP.
- Højesteret har afgjort, at landsrettens dom var ulovlig, siger statsadvokat A.M. Amin Uddin til AFP med henvisning til en tidligere dom, der genindførte kvoterne.
Men systemet afskaffes ikke helt.
Højesteretten har samtidig med sin afgørelse opfordret studerende, der har deltaget i de store demonstrationer, om at vende tilbage til skolebænken.
- Domstolen har bedt studenterne om at vende tilbage til deres klasser, siger en advokat, der repræsenterer de studerende.
Siden begyndelsen af juli har studerende i Bangladesh protesteret mod det nye kvotesystem på arbejdsmarkedet.
Systemet betød blandt andet, at op mod halvdelen af de ledige job i staten skulle gå til slægtninge til krigsveteraner fra landets selvstændighedskrig mod Pakistan i 1971. En beslutning, der ifølge kritikerne ville gavne folk, der støtter premierminister Sheikh Hasinas regering.
Det har skabt vrede blandt mange unge, der oplever høj arbejdsløshed.
Lørdag var der flere nye demonstrationer mod det nye system. Det fik politiet i Bangladeshs hovedstad, Dhaka, til at skyde med skarpt mod demonstranterne.
133 er dræbt under sammenstød siden tirsdag, hvor urolighederne tog fart, skriver AFP. Det baserer sine tal på oplysninger fra politiet og hospitaler.
Militæret har siden natten til lørdag været sat på gaden i Dhaka. Her har der også været udgangsforbud.
Studenter har ført an i demonstrationerne. Det er blevet en alvorlig trussel mod premierminister Sheikh Hasinas 15 år lange styre. Hun beskyldes for at have indført et autoritært styre. Ved det seneste valg tidligere i år boykottede det meste af oppositionen afstemningen.
/ritzau/