Bande i Haiti hærger by og dræber 70 mennesker
En bevæbnet bande i Haiti har brændt huse og biler og dræbt mindst 70 mennesker i byen Pont-Sonde.
Bevæbnede mænd fra Gran Grif-banden i Haiti dræbte mindst 70 af byen Pont-Sondes indbyggere, da de passerede igennem den.Bandemedlemmerne skød med automatiske rifler mod indbyggerne. 55 huse blev brændt af, og det samme gjorde 34 biler.
Det skete torsdag, men oplysningerne om omfanget af massakren og ødelæggelserne kommer først frem nu.
- Vi er forfærdede over torsdagens bandeangreb i byen Pont-Sonde, siger Thameen Al-Kheetan, talsmand for FN's Menneskerettighedskontor, i en erklæring udsendt i Geneve i Schweiz.
Torsdag skrev lokalavisen Le Nouvelliste i Haiti, at magtfulde bander i Port-au-Prince, hovedstaden i Haiti, prøver af udvide de områder, de har kontrol over.
Der var på det tidspunkt ikke overblik over antallet af dræbte og omfanget af ødelæggelser.
Politiet i Haiti sagde til Reuters, at adskillige mennesker var dræbt i byen, og adskillige andre var såret.
Der blev ikke sat antal på.
- Politiet er formelt blevet instrueret i at genoprette orden og hindre, at de, der spreder terror, gør mere skade, hed det i en erklæring fra statens justitsministerium.
Haiti er et land, der er i bandernes vold.
Problemerne tog for alvor til i 2021, da landets daværende præsident, Jovenel Moïse, blev likvideret under bandekrigen i landet.
Især hovedstaden Port-au-Prince er hårdt ramt. Voldelige bander kontrollerer omkring 80 procent af hovedstaden.
Indbyggere siger, at de har oplevet mord, voldtægter og bortførelser mod løsepenge, skriver AFP.
Hundredvis af politibetjente fra det afrikanske land Kenya er blevet udstationeret i Port-au-Prince som del af en FN-mission for at skabe stabilitet i landet.
/ritzau/Reuters