Både Norge og Sverige varsler ekstremt vejr mandag
I Norge er der overvejelser om at indstille togtrafikken. I Sverige varsles ekstreme regnmængder.
Både i Sverige og i Norge er der varslet ekstremt vejr mandag.Det skriver NTB.
I Norge er der overvejelser om at indstille togtrafikken, og der er udsendt røde farevarsler for de sydlige dele af landet.
Det er dog usikkert, hvor det ekstreme vejr vil ramme hårdest.
I Sverige har vejrtjenesterne varslet ekstreme regnmængder i næsten hele den sydlige del af landet.
- I Norge ventes fra 80 til 100 millimeter nedbør på 24 timer. Det vil mange steder være blandt de kraftigste regnvejr i de seneste 25 år, skriver Norges meteorologiske institut på det sociale medie X, der før hed Twitter.
Varslerne for uvejret gælder fra mandag morgen til tirsdag aften.
Det ekstreme uvejr har fået navnet "Hans". Det ventes at ramme et større område i Østlandet nord fra Oslo.
Det vil også strække sig vestover i fjeldene i Vestlandet, siger statsmeteorolog Pernille Borander til VG.
- Vi opfordrer på det kraftigste til, at man undgår at opholde sig i de pågældende områder.
Røde farevarsler betyder, at situationen kan blive ekstrem. Den kraftige nedbør indebærer risiko for oversvømmelser og jordskred i store dele af det sydlige Norge.
I Sverige varsler meteorologer op til 70 millimeter regn en del steder, hvormed der er risiko for oversvømmelser.
- Der er risiko for trafikale forstyrrelser, lokale oversvømmelser og vandfyldte kældre, hedder det i varslerne.
/ritzau/NTB
– |