Australien vil indføre aldersgrænse på sociale medier

10. SEP 2024 • 02:22UDLAND

Australiens premierminister, Anthony Albanese, vil indføre en aldersgrænse på sociale medier.

Den australske regering lægger op til at indføre en aldersgrænse på sociale medier for i højere grad at få børn væk fra skærmen og ud og lege i naturen.

Det siger landets premierminister, Anthony Albanese, i et interview med det australske medie ABC.

- Forældre vil gerne have deres børn væk fra deres telefoner og ud på fodboldbanen. Det vil jeg også gerne, siger han.

Premierministeren har ikke specificeret, præcist hvor aldersgrænsen skal ligge.

Nogle sociale medier har allerede deres egne aldersbegrænsninger som for eksempel Facebook, hvor man skal være 13 år for at blive bruger.

En kommission nedsat af den australske regering konkluderede dog tidligere i september, at det er alt for nemt for børn at komme uden om aldersbegrænsningerne.

I mange tilfælde er det lige så simpelt som at lyve om sin alder og eksempelvis bare skrive, at man er 18 år gammel.

Den australske regering har allerede sat en prøveordning i gang, hvor der eksperimenteres med, om man kan gøre sådan, at 13- til 16-årige slet ikke kan komme ind på sociale mediers hjemmesider.

Tanken er, at det private erhvervsliv vil blive inviteret med i drøftelserne, i takt med at man kommer længere med forsøgsordningen.

Adskillige andre lande har også forsøgt at forhindre børn i at komme på sociale medier, men det vanskeliggøres blandt andet af deres adgang til teknologi, der kan skjule dele af ens identitet på nettet.

- Det er et globalt problem, som regeringer verden over forsøger at gøre noget ved. Vi ved, at det ikke er lige til, og at det ikke er nemt. Ellers havde regeringer gjort noget ved det før, siger Anthony Albanese ifølge nyhedsbureauet Reuters.

Der bor cirka 26,7 millioner mennesker i Australien.

/ritzau/

MESTE LÆST UDLAND (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT