Attentatforsøg mod Trump kan kvæle intern tumult hos Demokraterne
Debat om Bidens alder og kritik af Trump ventes at forstumme i valgkampen efter attentatforsøg, siger kilder.
Der er vendt op og ned på den amerikanske valgkamp, efter at ekspræsident Donald Trump natten til søndag dansk tid blev udsat for et attentatforsøg under et valgmøde i Pennsylvania.Flere kilder i Det Demokratiske Parti siger til tv-stationen NBC News, at den dramatiske udvikling betyder, at der nu er lagt låg på debatten internt i partiet om, hvorvidt præsident Joe Biden bør træde tilbage.
- Jeg tror, at det er slut, siger en unavngiven kilde i partiet til NBC News.
I de seneste to uger har 81-årige Biden været under pres for at træde tilbage som partiets præsidentkandidat efter en svag præstation i en tv-debat mod Trump.
Blandt andet har omkring 20 medlemmer af Kongressen offentligt opfordret ham til at lade yngre kandidater komme til.
En af Demokraternes politiske strateger, der har arbejdet på flere af partiets præsidentielle valgkampagner, vurderer, at attentatforsøget mod Trump betyder, at al debat om Bidens alder og egnethed nu "fryser".
- Hvis du er fortaler for "Hvordan fortæller vi den gamle mand, at det er tid til at gå?", er det virkelig svært at have den samtale i offentligheden. Denne begivenhed blokerer for solen lige nu, siger strategen.
Attentatforsøget betyder også, at Det Demokratiske Parti har stoppet alle politiske angreb på Trump - i hvert fald for nu.
Få timer efter de dramatiske begivenheder i Pennsylvania havde præsident Joe Bidens kampagnestab trukket Trump-kritiske tv-spots tilbage.
Andre former for politisk kommunikation er også indstillet.
Herunder påmindelser til vælgerne om, at Trump ved en domstol i New York i maj blev kendt skyldig for en række forhold i forbindelse med, at en pornostjerne blev betalt for ikke at buse ud med en skandalehistorie op til valget i 2016.
I stedet vil Bidens valgkampagne fokusere mere på, hvordan præsidenten i årevis har fordømt alle former for politisk vold. Det siger to kilder i kampagnestaben til Reuters.
Også fokus på den fare, som Demokraterne mener, at Trump udgør mod USA's demokrati, er skrinlagt.
Det gælder også kritik af Trumps gentagne påstande om, at han vandt præsidentvalget i 2020.
- Det her ændrer alt, siger en kilde i Bidens valgkampagne med henvisning til attentatforsøget mod Trump.
- Vi overvejer stadig situationen. Men at opbygge en sag mod Trump og sætte tingene skarpt op er blevet meget vanskeligere, siger kilden til Reuters.
Præsident Biden "forsøger nu at dæmpe temperaturen", tilføjer vedkommende.
Andre demokratiske politikere, der stiller op til valg til Kongressen, er også ved at kaste et ekstra blik på deres valgkampagner, skriver Reuters.
Mange af dem havde tænkt sig at fokusere på, at Trump efter deres opfattelse udgør en trussel for det amerikanske demokrati.
- Spørgsmålet er, hvorvidt vi om to uger kan komme på banen igen og erklære Trump en trussel mod landet. Det var vores drejebog, og det er reelt nok, men det er endnu uklart, om vi må dæmpe det, siger en demokrat, der er involveret i en valgkamp til Senatet, til Reuters.
/ritzau/