Asylansøgninger i EU er faldet til det laveste i fem år
Strammere migrationspolitik kan være årsag til det laveste antal asylansøgninger i EU i fem år, oplyser agentur.
Antallet af asylansøgere i EU er i første halvdel af 2026 faldet til det laveste niveau i fem år.Dermed fortsætter den nedadgående tendens, der delvist skyldes en strammere migrationspolitik.
Det oplyser EU's Agentur for Asyl (EUAA) torsdag ifølge AFP.
- Det er det laveste antal registreret i første halvdel af et år siden 2021, oplyser agenturet.
EU-landene samt Schweiz og Norge modtog fra januar til juni 332.000 ansøgninger om asyl. Det er 17 procent færre end i samme periode sidste år.
Faldet kan også skyldes den politiske overgang i Syrien, som har medført et massivt fald i antallet af ansøgere fra landet, samt EU's "bestræbelser på at samarbejde med oprindelses- og transitlande", lyder det.
Krigen i Mellemøsten har heller ikke ført til den frygtede stigning i antallet af ansøgninger fra de berørte lande.
Afghanere udgjorde den største gruppe af asylansøgere med 39.000 ansøgninger. Derefter følger personer fra Venezuela og Bangladesh.
Færre end en tredjedel af de ansøgninger, der blev behandlet i årets første seks måneder, blev imødekommet.
Blandt EU-landene modtog Frankrig det højeste antal ansøgninger med 69.000 efterfulgt af Italien med 66.000 og Spanien og Tyskland med 55.000 ansøgninger hver.
Antallet af personer, der søgte asyl i EU, var på sit højeste niveau under flygtninge- og migrationskrisen i 2015 og 2016.
Her søgte henholdsvis 1,32 millioner og 1,2 millioner personer asyl i EU samt Schweiz og Norge, der ikke er med i unionen.
Mange kom dengang til Europa fra Syrien, mens andre kom fra andre steder i Mellemøsten.
I perioden 2018-2021 faldt antallet af flygtninge, der søgte asyl i EU, igen. Men i 2022 udbrød der krig i Ukraine, hvilket medførte endnu en flygtningestrøm til Europa.
RITZAU/AFP
