Aserbajdsjan mistede 192 soldater i Nagorno-Karabakh

27. SEP 2023 • 14:25UDLAND

Lynoffensiv i Nagorno-Karabakh kostede 192 aserbajdsjanske soldater livet, oplyser landets myndigheder.

Myndighederne i Aserbajdsjan oplyser onsdag, at 192 af landets soldater blev dræbt under dets militære lynoffensiv i enklaven Nagorno-Karabakh.

Også en civil meldes dræbt under Aserbajdsjans operation mod armenske separatister.

Sundhedsministeriet i Aserbajdsjan siger, at over 500 aserbajdsjanske soldater blev såret under operationen, som kun varede en enkelt dag.

Der er modstridende oplysninger om antallet af dræbte og sårede. De etniske armenske myndigheder siger, at mindst 68 er blevet dræbt og at 105 savnes, mens over 300 er såret. Hårdt sårede er fløjet til Armenien i helikoptere.

Titusindvis af etniske armeniere er på vej væk fra enklaven efter den militære "lynoperation", som har ændret situationen i det sydlige Kaukasus. Indtil nu har over 50.000 af de 120.000 armeniere i Karabakh krydset grænsen til Armenien, skriver Reuters med henvisning til den armenske regering.

Tysklands udenrigsminister, Annalena Baerbock, opfordrer onsdag til, at uafhængige observatører sendes til området og undersøger, hvordan Aserbajdsjan behandler folk.

- Sammen med vore partnere arbejder vi hårdt på at sende observatører så hurtigt som muligt, siger Baerbock. Armenske separatister har ledet enklaven i over 30 år.

Aserbajdsjans militær genvandt under operationen kontrollen med enklaven. Derpå blev separatisterne tvunget til at indgå en våbenhvile og aflevere våben, ammunition og pansrede køretøjer.

Ledelsen i udbryderregionen siger, at de 120.000 armeniere frygter forfølgelse og etnisk udrensning, og at de ikke stoler på Aserbajdsjans løfter om, at deres sikkerhed er garanteret. De to lande har været i krig over Nagorno-Karabakh to gange.

Første gang var i begyndelsen af 1990'erne. Anden gang i 2020.

Aserbajdsjans præsident, Ilham Aliyev, siger, at armenernes rettigheder vil blive respekteret, men at hans "jernhånd" nu har sat en stopper for armenske drømme om en uafhængig etnisk armensk Karabakh-enklave.

- Regionen vil nu blive forvandlet til et paradis, siger han.

Efter lynoperationen er der opstået nye alliancer i det sydlige Kaukasus, som er et kludetæppe af forskellige etniske grupper.

Både Rusland, USA, Iran og Tyrkiet kæmper om indflydelse i området, som ligger mellem Sortehavet og Det Kaspiske Hav.

/ritzau/AFP

MESTE LÆST UDLAND (48 T)

SENESTE RITZAU